Jubel på de sociale medier: Nu må fodboldpigen Rokhsar blive i Danmark

I Afghanistan bliver Rokhsars ældste storebror, Abdullah, myrdet, og dagen efter flygter familien ud af landet.
Den resterende familie består af forældrene og seks børn, hvoraf Rokhsar er den næstyngste.

De flygter i to biler. I den ene bil sidder Rokhsar, hendes mor og de to ældre brødre, Morteza og Mojtaba. I den anden sidder Rokhsars far, søstrene, Moska og Medina og yngste storebror Mokhtar.

Da de når et checkpoint, bliver farens bil tilbageholdt – og de næste år lever Rokhsar, hendes mor og de to brødre med bevidstheden om, at den anden halvdel af familien sandsynligvis er blevet slået ihjel.

Sammen med sin mor og to ældre brødre ankommer Rokhsar til Grækenland, hvor de opholder sig i seks måneder. Med hjælp fra menneskesmuglere bliver de sat på en lastbil, som kører op gennem Europa.

Efter at have tilbragt tre dage i lastbilen uden mad, vand eller toilet, står de fire familiemedlemmer pludselig i Danmark.

De bliver indkvarteret i flygtningelejren, Sandholmlejren, og herfra bliver de overført til asylcentret i Auderød, hvor de bor i to år.

Familien har opholdt sig 15 dage i Sandholmlejren, inden de ankommer til flygtningecentret Auderød, hvor de kommer til at bo de næste to år.

Den 10-årige Rokhsar kommer med det samme i flygtningecentrets folkeskole, hvor hun klarer sig så godt, at hun efter få måneder overføres til en almindelig folkeskole. Hun får danske veninder, begynder at gå til fodbold og lærer sproget i rekordfart.

De to storebrødre Morteza og Mojtaba er begge for gamle til folkeskolen, men modtager ligesom moderen begrænset danskundervisning i asylcenteret sammen med andre asylansøgere. De starter senere i forløbet på et sprogkursus.

Den nye status som afvist betyder, at de voksne familiemedlemmer nu kun har adgang til meget begrænset danskundervisning på asylcenteret, mens Rokhsar, der er omfattet af artikel 28 i Børnekonventionen, der siger at et barn har ret til at gå i skole og få en uddannelse, får lov til at fortsætte i folkeskolen.

Det betyder, at Rokhsar reelt set er den eneste i familien, som lærer at tale dansk på et niveau, hvor hun kan klare sig blandt danskere. Hun er derfor også den eneste, der kan tale med myndighederne og læse de vigtige breve, som sendes til familien på dansk; som for eksempel afslaget på asyl.

Da Rokhsars mor, Sediqa Sediqi, får afslag i Flygtningenævnet, ansøger hun om asyl af humanitære årsager hos Justitsministeriet, blandt andet med begrundelse i, at hun som enlig kvinde ikke kan sendes tilbage til Afghanistan.

Rokhsar, hendes mor og to storebrødre ved ikke, at resten af familien nu er blevet registreret i Grækenland. De frygter stadig, at de er døde.

Rokhsar har simultant med tre andre flygtningepiger, fordelt på to asylcentre, forsøgt at begå selvmord ved at indtage piller. Dagen efter indlægges hun for første gang på Hillerød Hospital og bagefter på Børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup med selvmordstanker.

Rokhsar, hendes mor og de to brødre venter stadig på svar fra Justitsministeriet, da de en dag får et opkald fra Røde Kors, som mener at have fundet resten af familien.

I en blanding af håb og frygt transporteres de til et asylcenter på Sjælland, hvor de til deres store glæde kan konstatere, at det virkelig ER deres familiemedlemmer, der åbner døren for dem, og en rørende gensynsscene udspiller sig. Efter næsten tre års adskillelse kan hele familien for første gang spise et måltid mad sammen.

En måned efter genforeningen får familien stillet et hus til rådighed af Røde Kors i den midtjyske by Give.

Rokhsar begynder i den lokale folkeskole og falder hurtigt til.

På trods af en udtalelse fra lægen om, at hun lider af PTSD, får Rokhsars mor afslag på humanitært ophold. Afslaget gives blandt andet med den begrundelse, at hun ikke længere er enlig kvinde, da faderen nu er dukket op.

Samtidig søger Rokhsars far, Gulam, nu asyl på egne vegne - og hele processen starter forfra.

De voksne tilbydes danskundervisning på VUC, når deres sager bliver godtaget og verserer – og fratages undervisningen i de tidsrum, hvor der er givet afslag.

Rokhsar er i mellemtiden blevet flydende i dansk. Hun er familiens næstyngste, men har et kæmpe forspring med sproget og kan begå sig allevegne. Hun bliver derfor den, de andre læner sig op ad, når der skal laves lektier, når der skal tolkes, og når der skal holdes møder med advokater.

Afslaget bliver sendt til familien i et brev – på dansk. Rokhsar læser brevets indhold og holder det i to dage skjult for familien, som ikke kan læse indholdet. Flygtningenævnet var familiens sidste chance, og de har nu afgjort, at familien skal forlade Danmark inden for 15 dage.

Men familien har ingen steder at rejse hen, og den da 14-årige Rokhsar forsøger  nu på egen hånd at finde ud af, hvad de så skal gøre. Hun får den nedslående og chokerende besked, at de hvert øjeblik kan blive hentet af politiet og sendt på et fly tilbage til Afghanistan.

Om natten ligger Rokhsar og lytter efter politiet. Hun sover næsten ikke.

De voksne familiemedlemmer fratages igen danskundervisning.

Med assistance fra Dansk Flygtningehjælp og en privat advokat, Aage Kramp, søger familien nu igen ophold hos Udlændingestyrelsen med udgangspunkt i Rokhsars integration og tilknytning til Danmark, en såkaldt  § 9 stk c, som også handler om barnets tarv.

Kort efter, at familien har startet en ny ansøgningsproces, bryder Rokhsar sammen og besvimer – hun køres til Vejle Sygehus og indlægges en nat til observation. Sammenbruddet sker efter nyheden om, at en anden afghansk familie, som Rokhsars familie kender fra et asylcenter, er blevet hentet tidligt om morgenen og sendt tilbage til Afghanistan.

Senere tilkendes familien en kontaktperson fra Vejle kommune, der kommer en gang om ugen med en tolk, der skal bistå familien. Kontaktpersonen (og tolken) er dog ikke til stede, når familien får besøg fra Røde Kors, eller når der skal tages kontakt til myndigheder og advokater, og Rokhsar føler derfor stadig, at presset hviler på hendes skuldre. 

Da Udlændingestyrelsen genoptager familiens sag - nu baseret på § 9 stk c om barnets tarv, får familien igen lov til at opholde sig i Danmark, mens sagen verserer.

Familien stilles en afgørelse i udsigt til oktober 2015.

De voksne familiemedlemmer får nu - igen - lov til at modtage danskundervisning.

Samtidig har Rokhsar det nu så dårligt, at hun får tilbudt en aflastningsfamilie, som hun besøger hver anden weekend for her at kunne få tryghed og ro.

Rokhsar indlægges på børnepsykiatrisk afdeling i Odense med "påtrængende suicidale tanker".

Rokhsars storesøster, Moska, bliver gift med en mand af afghansk herkomst bosat i Danmark.

10. oktober flytter Moska hjemmefra og til Fredericia sammen med sin mand.

Moska har fået lov til at arbejde, men ingen vil ansætte hende, fordi hun ikke har et cpr-nummer. Hendes højeste ønske er at få et job og bidrage til samfundet.
 

Rokhsar har det rigtig skidt og har svært ved at koncentrere sig på grund af ventetiden på familiens sag, som nu endda afhænger af hende.

Hun har det så dårligt, at hun - selv om hun godt ved, at det er bedre både for hende og for familiens sag, hvis hun bliver i skolen - beslutter sig for at stoppe i 9. klasse. Hun kan heller ikke koncentrere sig om at spille fodbold.

Planen er, at hvis familien får lov at blive, så starter hun i 9. klasse efter sommerferien.
 

Rokhtars ældste storebror, Morteza, er meget forelsket i sin danske kæreste med tyrkiske rødder. Men parret tør ikke planlægge deres bryllup, fordi de ikke ved, om Morteza bliver i Danmark eller skal tilbage til Afghanistan.

Familien kan opholde sig lovligt i Danmark i to år indtil 2019. Opholdstilladelsen er dog givet med mulighed for varigt ophold.