Samfund

Vil diskutere orlov under menstruation: - Det er ikke en sygdom

Sociolog og politiker Annika Smith (SF). SF

Italien vil give menstruerende kvinder tre fridage, hvis de har mange smerter. Forslaget deler vandene blandt TV 2s læsere.

I Italien diskuteres det i øjeblikket, om kvinder skal have ret til tre betalte fridage, hvis de døjer med mange menstruationssmerter.

Og den debat er vigtig at tage herhjemme også, mener sociolog og politiker Annika Smith (SF). For selvom hun synes, at en decideret orlovsordning kan være i overkanten, er der alligevel dele af det, som vi bør overveje.

Ifølge hende ved vi – både mænd, kvinder og politikere – nemlig godt, at der er et problem. Vi taler bare ikke om det, fordi vi – især kvinderne – er bange for, hvad det kan få af konsekvenser.

- Politikerne og arbejdsgiverne undrer sig over, at kvinder har flere sygedage end mænd. Men jeg tror, at en af grundene er, at kvinder melder sig syge, når de har stærke menstruationssmerter. Men det er jo ikke en sygdom, så hvorfor ikke indrette systemet, så det tager et 'biologisk hensyn'?, siger hun til TV 2.

Hjemmearbejdsdage kan motivere kvinderne

I stedet for at følge Italiens eksempel med menstruationsorloven ser Annika Smith gerne, at vi i Danmark lægger ud med en forsøgsordning, hvor der er mulighed for en eller to hjemmearbejdsdage, når smerterne er værst.

På sin blog hos Jyllands-Posten giver Annika Smith udtryk for, at hun tror, kvinder lyver om, hvorfor de bliver hjemme, når menstruationssmerterne bliver for voldsomme. 

- Er vi nødsaget til at tage en hjemmedag, fordi vi løber rundt i smertefuld pendulfart mellem seng og toilet for at vatinddæmme blodfloden i underlivet, siger vi i stedet, at vi har ”lidt ondt i halsen”, er ”utilpasse” eller har ”madforgiftning”, skriver hun.

Det kan ifølge hende undgås med en forsøgsordning, hvor de kvinder, der har behov for det, kan arbejde hjemme i de dage, hvor de har flest smerter. Og måske kan det endda få positiv effekt på deres arbejdsindsats.

- Hvis man ikke skal bruge energi på at bevæge sig ind på arbejdet eller kan sove den time, det tager, før pillerne virker, så kan man måske være mere effektiv, end hvis man skal gå rundt med smerter på jobbet, siger hun.

Den britiske læge Gedis Grudzinskas er fortaler for betalte fridage ved stærke menstruationssmerter. Han argumenterer ligesom Annika Smith for, at det kan være med til at motivere kvinderne.

- Nogle kvinder får det virkelig dårligt, når de har menstruation, og kan have svært ved at kæmpe sig på arbejde. Når man har det sådan, kan det være svært at engagere sig og levere et godt stykke arbejde, siger han til Daily Mail.  

Orloven kan få konsekvenser for ligestillingen

Storbritannien debatterede muligheden for en menstruationsorlov i 2014. Dengang udtalte arbejdsmarkedsforsker og professor Bent Greve til Metroxpress, at særregler på arbejdspladser i princippet kan være en god løsning.

Men når det kommer til menstruation, vil det kunne få negative konsekvenser. 

- Mange arbejdsgivere vil formentlig vige fra at ansætte kvinder, hvis de skal være væk flere dage hver måned end en mandlig tilsvarende kandidat. På den måde vil det være stærkt negativt for ligestillingen, sagde han dengang til avisen. 

Men vi bør alligevel tale om det

Men Annika Smith mener ikke, at vi skal undlade at tale om det, alene fordi der er en risiko for, at det kan sætte ligestillingen på det danske arbejdsmarked tilbage.

For måske har vi fokuseret så meget på at skabe lige muligheder for mænd og kvinder, at vi har ignoreret den biologiske forskel.

- Der er tale om falsk ligestilling, hvis mange kvinder går rundt og skjuler deres smerter. For kvinder bliver stadig stemplet som en mindre attraktiv arbejdskraft, når de er nødt til at melde sig syge på grund af noget, der ikke er en sygdom. Det er ikke fair, siger hun. 

I sit blogindlæg skriver hun, at hun tror, at kvinderne melder sig syge med en anden begrundelse end menstruationssmerter, fordi "det at bære rundt på forkølelsesvira eller, ja, have diarré, er noget ens (ofte) mandlige chef kan sætte sig ind i".

- Mig bekendt er der i hvert fald ingen arbejdsplads herhjemme, der endnu har vist sig åben for officielt at acceptere menstruationssmerter som fraværsgrund, skriver hun. 

Hun håber, at debatten bliver taget op herhjemme, så virksomheder kan forsøge sig med ordninger, der passer ind hos dem - og det måske i sidste ende kan tages op på Christiansborg.

Det italienske forslag splitter TV 2's læsere

Vi spurgte TV 2's læsere, hvad de synes om muligheden for en menstruationsorlov, og i skrivende stund har 4706 afgivet stemme.

51 procent har svaret, at kvinder må bruge sygedage på det, hvis de har så mange smerter, at de er nødt til at blive hjemme fra arbejde. Men 49 procent synes, at muligheden for at tage betalt fri i op til tre dage er en god idé.

Tre ud af fire unge kvinder oplever smerter under menstruation. Og omkring 15 procent af dem har så stærke smerter, at de bliver påvirket i deres daglige gøremål, må melde sig syge eller er nødt til at tage smertestillende medicin.