Samfund

Prisen sat ned til en tredjedel: Historisk dansk slot til salg for 7,5 millioner

Grøngrøft Slot ligger i naturskønne omgivelser i Aabenraa. Ivan Eltoft Nielsen / Ivan Eltoft Nielsen

Nu kan du købe dit eget slot, Grøngrøft Slot ved Aabenraa, for kun 7,5 millioner kroner.

Var det noget med at blive konge eller dronning på dit eget slot? Nu kan du virkeliggøre drømmen - og nærmest til udsalgspris.

Grøngrøft Slot i Sønderjylland, en imponerende bygning på 1124 kvadratmeter i naturskønne omgivelser i Sønderjylland, kan blive dit for blot 7,5 millioner kroner - en kvadratmeterpris der er lavere end for nogen kommune i Danmark. 

Bag discountprisen, som ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen i Klampenborg ved København har sat slottet til salg for, ligger mere end syv års turbulens og prisfald. Ifølge Jydske Vestkysten købte erhvervsmanden Jens Erik Nyland fra Haderslev Grøngrøft Slot i 2007 og satte det i stand og totalrenoverede det.

Han satte det til salg i 2009 for 22,5 millioner kroner, men trods et afslag på fem millioner kroner, lykkedes det ikke at få solgt slottet. Det blev i stedet lejet ud til Kliplev Motorway Group, der brugte det som hovedkontor og besøgscenter.

Da lejemålet ophørte, prøvede Jens Erik Nyland igen at sælge slottet - denne gang for 15 millioner kroner. Men heller ikke denne gang lykkedes det, og sidste år blev selskabet bag det historiske slot og dets ejer, Jens Erik Nyland, erklæret konkurs.

Nu er slottet sat til salg hos Ivan Eltoft, og prisen er nu helt nede på 7,5 millioner kroner.

For de penge får man blandt andet 17 værelser, fire badeværelser og fire køkkener.

Sådan ser køkkenet på Grøngrøft Slot ud

Du må endda gerne bruge slottet som sommerhus - da der ikke er bopælspligt.

Hvis du vælger at bosætte dig på Grøngrøft Slot, kommer du til at bo i historiske omgivelser - på en kæmpestor grund beskyttet af voldgrav.

- Ejendommen kan tilbageføres til år 1536, og ejendommen er beliggende på en 3,2 hektar stor grund, der er omkranset af voldgrav, herskabelig indkørsel ad muret vognport med porte udført i smedejern m.v, hedder det i annoncen hos Ivan Eltoft Nielsen.

Der er masser af plads til dig og familien, og du kan sagtens nøjes med at bo i hovedbygningen - med mindre du har en meget stor familie.

- Hovedbygningen har et bebygget areal på 412 m2 og er opført i to etager med kælder og udnyttet loftsetage. Hovedbygningen er i de senere år nænsomt restaureret. Hovedbygningen er indvendigt totalrenoveret med lofter, indvendige døre, gulve, nye køkkener, adskillige badeværelser, gæstetoiletter m.v, hedder det i annoncen.

SE MANGE FLERE BILLEDER AF SLOTTET HER.