Derfor bør du slukke lyset i en time i aften - og derfor bør du måske overveje at lade være
WWF opfordrer til at holde lyset slukket en time for at sætte fokus på klimaet. Men det er en tom gestus, lyder kritikken.
Både Eiffeltårnet i Frankrig, Operahuset i Sydney og London Eye i Storbritannien har gjort det. Holdt lyset helt slukket.
Lørdag er det igen Earth Hour-dag, og her stiller WWF Verdensnaturfonden skarpt på klimaets tilstand med deres årlige kampagne, som tilskynder verden at holde lyset slukket mellem klokken 20.30 og 21.30.
Dansk Energis administrerende direktør, Lars Aagaard, deler WWF’s bekymring om stigende temperatur og smeltende is på polerne, men han er ikke tilhænger af metoden til at oplyse om det på.
El er nemlig langt fra den største trussel mod klimaet.
- Det er pinagtigt, at Verdensnaturfonden år efter år bruger det samme forældede symbol. De burde i stedet arbejde for, at vi lod bilen stå i en time og havde en global vegetardag. Det ville give mening, siger Lars Aagaard til TV 2.
Et symbolsk ritual
WWF kalder kampagnen for en symbolsk handling mod klimaforandringerne, og WWF Danmarks klima- og miljødirektør John Nordbo forklarer, at den ikke skal ses som det eneste facit til at løse klimaudfordringerne.
- Det indtryk, han (Lars Aagard, red.) prøver at give, er, at vi ikke laver andet end at sige ’sluk lyset’, og det jo fuldstændig forkert. Kampagnen er en symbolsk aktion, som giver mulighed for bredt at debattere, hvad man gør i forhold til klimabelastning, siger John Nordbo.
Men ifølge Dansk Energis Lars Aagaard kan det få meget store konsekvenser, når symboler bruges forkert.
- Symboler har en betydning. Folk tænker, at det selvfølgelig er el, vi skal bekæmpe. På den måde får vi nogle meget høje afgifter på for eksempel elbiler, men samtidig ikke på oksekød, der i virkeligheden forurener mere. Man leder altså folk til at tage nogle forkerte, politiske beslutninger, forklarer Lars Aagaard.
- El er løsningen på problemet
Vedvarende energi som sol- og vindenergi er en meget lidt forurenende energikraft. Vindkraft dækkede i 2015 omkring 42 procent af det danske elforbrug. Stort set resten kommer fra kul og gas.
I 2025 forventes vindkraft allerede at dække cirka 60 procent af det danske elforbrug, og derfor mener Lars Aagaard også, at det er el, man skal sætte sine penge på.
- El er løsningen på problemet. Det er elbilerne, der skal erstatte benzinbilerne, det er varmepumpen, der skal erstatte oliefyret, siger Lars Aagaard.
WWF Danmarks klima- og energidirektør John Nordbo ser dog ikke med milde øjne på Lars Aagaards opråb mod kampagnen.
- Det efterhånden lidt pinligt, at Lars år efter år forsøger at gøre elsektoren grønnere, end den er. Vi er meget meget langt fra at have en grøn elsektor på nuværende tidspunkt. Dansk Energi er for tidligt ude med at frikende elsektoren. Der ér sket mange ting de seneste år, men den er langt fra grøn endnu, siger John Nordbo.
Tusindvis af mennesker mobiliseres
I 2016 var mennesker fra 178 forskellige lande ifølge WWF med til at slukke lyset. I Danmark bakkede flere kommuner også op om initiativet.
- Rundt omkring på kloden har det været en ekstrem vigtig kampagne. Det har været med til at sætte klimaet på dagsordenen i en række lande, siger WWF Danmarks klima- og miljødirektør John Nordbo.
Men med de mange mennesker, der mobiliseres, kunne kampagnen bruges meget klogere, mener Lars Aagaard. Han foreslår blandt andet, at man kunne lave en global vegetardag eller have en time, hvor alle biler i verdens storbyer skulle holde stille.
- WWF vælger den lette løsning og slukke for stikkontakten. Jeg opfatter det som en form for dovenskab, og i virkeligheden er det uambitiøst. Jeg har flere ambitioner på klimaets vegne, siger Lars Aagaard.
Earth Hour er verdens største klimakampagne og blev startet for første gang i Sydney i 2007, og kan altså lørdag fejre 10-års jubilæum mellem 20.30 og 21.30.