Fem steder hvor du kan spare til konfirmationsfesten

Konfirmationsfesterne banker på døren, og det er en dyr affære for forældrene.

Snart springer en hel årgang dugfriske konfirmander ud, og bybilledet vil igen være fyldt med unge mennesker, der fejrer blå mandag.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor og fornøjelig tid for konfirmanderne, men for mange forældre er festlokaler, konfirmationstøj og treretters menuer også meget dyrt.

Hver dansk familie brugte i 2016 gennemsnitligt over 30.000 kroner på den store dag. Det viser en undersøgelse fra Nordea.

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, der er kvinden bag undersøgelsen, mener dog stadig, at der er mange steder, hvor der kan spares.

Overordnet gælder det blot om at tænke kreativt og at være god til at planlægge. Og selvom rådene kan virke banale, er det noget, der i sidste ende kan spare de konfirmationsophængte forældre for rigtig mange tusinde kroner.

Du kan læse forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsens råd til, hvordan man sparer på konfirmationsfesten nedenfor.

Inddrag de unge i økonomien

Når forventningerne til den store dag bliver for høje i forhold til budgettet, gælder det, ifølge Ann Lehmann Erichsen, generelt om at inddrage de ivrige konfirmanderne i planlægningen.

De unge skal have fingrene med helt nede i det økonomiske budget.

- Sig til konfirmanden, at ’på vores konto, står der altså ikke 30.000 kroner. Der står måske 10 eller 15.000. Så hvordan synes du selv, at vi kommer længst for pengene?’ På den måde er de selv med til at bestemme, hvordan pengene skal prioriteres, siger hun.

Også selvom pengene ikke skulle være et problem for forældrene, er det alligevel en god idé at inddrage de unge, forklarer Ann Lehmann Erichsen.

- På den måde bliver pengene konkrete, og ikke bare noget, der kommer fra mor og fars pengetræ.

Hvor store gavebeløbene til årets konfirmander er, kan du læse om her - hvor du også kan deltage i flere afstemninger.

Sådan sparer du på konfirmationsfesten

  1. Lokalerne

    - Hold så vidt muligt festen hjemme hos jer selv. Hvis ikke der er plads, kan I eventuelt låne et festtelt af nogle venner eller bekendte. Hvis ikke kan man undersøge, hvad det koster at leje. En mulighed kunne også være at låne lokalerne gratis hos en sports-eller beboerforening.
    Borde og stole kan også lånes af familie og venner. Når der kommer en dug på bordet, kan man ikke se, at de ikke er ens.
    Tænk hele tiden på, om det er muligt at låne af familie og venner.

  2. Service

    - Servicen behøver ikke nødvendigvis at være ens, så der er ingen grund til at leje det, hvis man kan låne sig til det. Den ældre generation har ofte meget fint porcelæn, og derfor kan man ofte låne sig til noget fint service af blandt andet bedsteforældre. Så har man også lidt historie med i stedet for at leje noget upersonligt. 

  3. Menu

    - Man ved, at konfirmationen kommer, så derfor har man også mulighed for at planlægge sig til en billig menu. Få hjælp af gode venner eller familie til at lave maden; nogle kan for eksempel bage brød eller medbringe andre mindre ting.
    Til en konfirmationsfest skal maden selvfølgelig være god, men man kan sagtens vælge en billigere, men god suppe i stedet for for eksempel noget dyrt laks. Tænk kreativt.

  4. Fotograf

    - En professionel fotograf er ikke nødvendig. Der er som regel altid en i familien, der er ”fotogal”, og som sagtens kan tage gode billeder. Lav en aftale om, at vedkommende står for at tage billeder i kirken og under festen.

  5. En hjælpende hånd

    - Spørg i jeres eller konfirmandens vennekreds, om nogen kunne have lyst til at hjælpe på dagen. Det kan være med oprydning, servering og andet forefaldende arbejde.
    Konfirmanden har ofte nogle gode venner, der sikkert gerne vil hjælpe jer mod en lille skilling. 

Afstemning

Hvor mange penge regner du med bruge på dit barns konfirmation?