Terror i London

Køretøjer er deres nye våben - men noget har terroristerne misforstået

Selvom terroristerne er svære at stoppe, er der noget vigtigt, de ikke har taget højde for.

Onsdagens terrorangreb i London har én iøjnefaldende ting til fælles med flere tidligere angreb: brugen af et køretøj.

Da 84 mennesker blev dræbt og over 200 såret i angrebet under Bastilledags-festlighederne i Nice den 14. juli sidste år, var det en lastbil, som pløjede gennem menneskemængden.

Og da 12 mennesker blev dræbt og mindst 48 såret på et julemarked i Berlin den 19. december, var det ligeledes med en lastbil som våben.

Biler blev også brugt som våben under terrorangrebet i Quebec i Canada i oktober 2016, på Ohio State University i USA i november 2016 og i Jerusalem i januar i år.

Den ultimative græsslåmaskine

Der tegner sig et billede af en uhyggelig tendens, som har tråde tilbage til en al Qaeda-artikel fra 2010 med titlen 'The Ultimate Mowing Machine' ('Den ultimative græsslåmaskine', red.).

Det fortæller tidligere operativ chef ved PET Frank Jensen til TV 2.

- Det var første gang, man foreslog at gøre noget så enkelt, siger han.

I artiklen opfordres folk til at "bruge køretøjer som græsslåmaskiner, ikke for at slå græs, men for at slå Allahs fjender ned".

Artiklen fortsætter med blandt andet at beskrive, hvordan man skal få så meget fart på køretøjet som muligt for at ramme flest mulige mennesker undervejs. Artiklen menes at være inspireret af en vis Anwar al-Awlaki, en amerikansk født personlighed, som blev den mest eftersøgte al Qaeda-leder efter Osama Bin Ladens død.

Forstod Vestens tankegang

Al-Awlaki blev selv dræbt i september 2011, men hans indflydelse på terrorangreb har været voksende frem til gårsdagens angreb i London. 

- Han havde en rigtig god forståelse for Vestens tankegang og følelser. Og han var et meget stort ikon på et tidspunkt, hvor mange terrorister prøvede at konstruere bomber. Men det blev alt for besværligt i længden, fortæller Frank Jensen.

Han forklarer, at da Islamisk Stat opstod, blev terrorbevægelsen og dens virkemidler moderniseret, blandt andet via en nem adgang til Syrien og Irak.

Men siden blev de vigtigste samarbejdspartnere unge mennesker, som var opvokset i Europa. Og de skulle tackles på en anden måde end dem, der er opvokset i Syrien, Afghanistan eller Yemen.

Rådet blev fulgt

- De unge fra Europa var godt klar over, at det er problematisk at pukle rundt med manualer. Og de fleste, som laver disse angreb, er amatører. Så på et tidspunkt gik Islamisk Stat ud og understregede, at det vigtigste ikke er, at et angreb lykkes, men at det udføres simpelt og med enkle våben som knive og økser - og biler. Det råd blev fulgt. Desværre, siger Frank Jensen.

Og da først ideen blev taget op og udført, smittede den, og effekten kunne ses sidste år og senest under onsdagens terrorangreb i London. Brugen af et køretøj som våben har vist sig at være effektiv for terroristerne.

- Det er utroligt vanskeligt at stoppe og gennemskue. Det er næsten ikke til at dæmme op for i modsætning til en bombe, som skal konstrueres, uddyber Frank Jensen.

Torsdag har Islamisk Stat i en erklæring oplyst at have en forbindelse til onsdagens terrorangreb i London. Således skriver Islamisk Stat i en udtalelse til nyhedsbureauet Amaq:

- Angriberen i går foran det britiske parlament i London var en soldat fra Islamisk Stat, som udførte operationen på baggrund af en opfordring til at ramme borgere i koalitionens lande.

Det bedste våben mod terrorisme

Alligevel er der flere nye tiltag på vej for at dæmme op for den mulige terror. Ikke mindst de fysiske foranstaltninger på steder, hvor mange mennesker samles. Her er man begyndt at lave forhindringer, som gør det sværere for biler at køre ind i områderne.

- Det er sket som følge af angreb som det, vi lige har set i London. Men uanset hvor meget man laver, vil det dybest set være umuligt at gardere sig fuldstændig, siger Frank Jensen.

Han vurderer derfor, at den traditionelle overvågning fortsat er vores bedste våben mod terrorisme.

- Det handler stadig om at opsnappe informationer gennem kilder og teknisk overvågning. Og forsøge at bremse folk, inden de når ud på et skråplan. Det er de muligheder, vi har, for mig at se. Men de ensomme ulve, som selv finder på at gøre det, de er næsten umulige at bekæmpe. Så skal man næsten være tankelæser.

Befolkningens sunde fornuft

Men i takt med, at efterretningstjenesterne har svært ved at komme angrebene til livs, bliver den almindelige befolknings årvågenhed også mere vigtig.

- Det betyder for eksempel, at almindelige mennesker skal være mere opmærksomme under arrangementer, forklarer Frank Jensen, som har stor tiltro til, at civilbefolkningen også kan være med til at afværge angreb.

- De fleste er i stand til at opfange noget unormalt. Lidt forsimplet kan det være en person, der overvåger et arrangement fra en bil. En person, som har en stor frakke på en lun sommerdag. Det handler om at bruge sin sunde fornuft. Nogle ting har en naturlig forklaring, men man kan også være heldig og afsløre noget vigtigt.

I den forbindelse er politi og myndigheder ved at udtænke nye foranstaltninger omkring, hvordan borgerne skal videregive informationer om mistænkelig adfærd.

Noget har terroristerne misforstået

Frank Jensen er overbevist om, at vi fremover kommer til at se lignende forholdsvis simple terrorangreb, som baserer sig på køretøjer og knive frem for skydevåben og bomber.

- Og psykologisk set har det stor effekt med en bil. Måske endnu større end et skydevåben, påpeger han.

Til gengæld mener han ikke, at frygten i befolkningen kommer til at stige. Også selvom folk lige nu er chokerede og angste efter terrorangrebet i London.

- Folk indstiller sig lynhurtigt på det. Overalt i verden, uanset om man er i Danmark, England eller Frankrig. Terroristerne tror, at de kan tvinge folk til at bøje nakken og blive bange. Men det har terroristerne misforstået. Det er ikke sket.