TV 2 går undercover som illegal i Danmark: Sådan har vi gjort

Rekordmange indvandrere lever under jorden i Danmark, men hvem er de, og hvordan klarer de det? Det undersøger TV2 i dokumentaren 'Illegal i Danmark'.

Illegal i Danmark er et journalistisk eksperiment. TV 2 Dokumentar har sendt to muldvarper ud for at undersøge, hvordan tusinder af illegale indvandrere er i stand til at leve og arbejde i Danmark.

Den ene muldvarp er fra Nigeria og kalder sig John. Den anden er fra Pakistan og kalder sig Hassan.

De har besøgt Danmark på forskellige tidspunkter. Begge har de haft 30 dage til deres mission; at forsøge at finde tag over hovedet og en indtægt.

Ingen af dem har været i Danmark før, og de har skullet klare opgaven uden nogen papirer eller kontakter. Dermed har de stået over for en sværere opgave end andre illegale, der ofte har nogle kontakter.

Begge muldvarper har været ansat af TV 2 og fået, hvad der svarer til en almindelig dansk journalistløn. De har også fået betalt eventuelle udgifter.

Muldvarpers færden fulgt på GPS-tracker

Undervejs har de to muldvarper fået assistance fra TV 2 Dokumentar. De har begge været i tæt kontakt med tilrettelæggerne, som har fulgt deres færden via GPS-tracker og befundet sig i nærheden af dem.

Muldvarperne har haft adgang til hvert deres safe-house, hvor de har kunnet overnatte og spise, hvis de har haft behov. Det er også her, der er foretaget interviews med muldvarperne undervejs.

Muldvarperne har fulgt deres egne ledetråde til bolig og job, men tilrettelæggerne af programmerne har i visse tilfælde foreslået at undersøge steder, gader eller kvarterer.

Pengene til betaling for bolig har TV 2 stillet til rådighed.

De har fået udleveret en dækhistorie, et falsk navn og instruktioner om, hvordan de skal håndtere forskellige typer situationer - herunder at de ikke må involvere sig i kriminalitet.

Første afsnit af 'Illegal i Danmark' kan du se på torsdag kl. 20 på TV 2 eller på TV 2 Play. Andet afsnit vises torsdag den 6. april.