Ved stor razzia i dansk park: Hver anden havde brugt 'Italien-finten'

Mange migranter spekulerer i at få papirer i Italien, inden de rejser videre til Danmark, siger politiet, der kalder 'Italien-finten' problematisk.
Middelhavet bliver varmere og titusindvis af afrikanske migranter og flygtninge har allerede sat livet på spil i forsøget på at nå Europas kyster. Aldrig før har der været så stort et pres på Italien.
Men selvom rigtig mange får asyl i Italien, så fortsætter de deres vej op gennem Europa - blandt andet til Danmark.
Det viser en af de seneste razziaer, som Udlændingekontrolsektionen i København har lavet i Folkets Park på Nørrebro.
- Vi fandt ud af, at halvdelen af dem, der var i parken, var illegale, og hovedparten af dem har opholdstilladelse i Italien, siger Kjeld Farcinsen, der er politikommissær i Udlændingekontrolsektionen.
Kontrolgruppen får ofte henvendelser fra borgere, når antallet af afrikanske migranter i den københavnske park stiger, og derfor foretager de fra tid til anden razziaer.
- Når vi tager kontakt til dem, er deres historie altid, at de er taget til Danmark for at samle flasker, og at de kun bliver her i tre måneder, som de må. Men vores seneste aktion viste altså et lidt andet billede, siger Kjeld Farcinsen.
Italien er kun første etape
Til den seneste razzia, som blev foretaget d. 5. oktober sidste år, blev 27 personer anholdt. 19 af dem havde opholdstilladelse i Italien, fem i Spanien, en i Portugal, og to havde slet ingen papirer.
14 af dem endte med at blive udvist, fordi de var illegalt i landet. Én havde falske papirer, seks opholdt sig her ulovligt, og syv var subsistensløse.
Men der er god grund til, at de afrikanske migranter ikke slår sig ned i Sydeuropa, selvom de har papirer til det, fortæller Andrea Costa, som er koordinator i Baobak-flygtningelejren i Rom.
- Rom er kun en etape på vejen for dem - ikke slutmålet. Nogle vil gerne til landene i Nordeuropa, hvor man har et velfærdssystem, som er anderledes end vores. Hvor man tager bedre imod migranter. For eksempel Tyskland, Norge, Sverige, Belgien og Danmark, siger han.
"Dublinati"
I Danmark er der færre migranter at konkurrere med, flere penge at tjene, og sorte jobs at hente, lyder forestillingen. Alligevel ønsker mange af migranterne at få opholdstilladelse i Italien, inden de rejser videre nordpå.
Politiet kalder det 'Italien-finten'.
- Fidusen for dem er jo, at i det øjeblik, de bliver taget for at have været i Danmark i for lang tid, eller de bliver taget i at arbejde illegalt, så bliver de sendt tilbage til Italien og ikke til hjemlandet. Men når de har rundet Italien, kommer de tilbage. Det er et stort problem for hele EU, siger Kjeld Farcinsen, politikommissær i Udlændingekontrolsektionen.
I Italien har de ligefrem indført et ord for, når flygtningen eller migranten, der er registreret i Italien, rejser til et andet europæisk land, og kommer tilbage igen; 'dublinati'.
Migrant: Man må bare blive ved med at prøve
Sidste år sigtede Københavns Politi 833 personer for at opholde sig ulovligt i Danmark. Mindst 119 af dem havde identitetspapirer fra Italien, og 88 fra Spanien, oplyser Københavns Politis Udlændingekontrolsektion.
TV 2 har været i Milano for at tale med nogle af de tusindvis af migranter, der forsøger at rejse Nordpå. I den italienske storby er banegården blevet hjem for hundredevis af afrikanske mænd, der håber på at slippe ind i et af nabolandene, blandt andre Michael Nani.
Han fortæller, at grænserne mod Frankrig, Schweiz og Østrig er lukket, men selvom der er stram kontrol, så prøver hundredevis - hvis ikke tusinde - alligevel at krydse hver nat.
- Jeg har forsøgt med tog og bus, og jeg har forsøgt at gå, men jeg bliver taget alligevel. Det er ikke nemt. Man må bare blive ved med at prøve, siger han.
TV 2 er i dokumentaren ’Illegal i Danmark’ gået undercover for at se, hvordan de illegale lever i Danmark. Du kan se første afsnit på torsdag kl. 20.