Samfund

Danmarks første elbil kørte galt på jomfrutur: Nu hylder Frank og Casper den i ny film

En banal fejl fik fatale konsekvenser for den danske el-bil Hope Whisper, da den skulle præsenteres ved et show i '83. Nu kommer historien som film.

Elbilerne har i dag fået et flagskib i amerikanske Tesla, men faktisk var Danmark pionerer inden for el-biler for 35 år siden.

I Hadsund var en gruppe iværksættere klar til at erobre hele verden med bilen Hope Whisper. Men da bilen skulle præsenteres ved et stort show gik det galt - en banal fejl, som fik fatale konsekvenser for hele projektet.

Den historie har komikerparret Casper Christensen og Frank Hvam nu lavet til spillefilmen Dan Dream, der handler om den danske el-bil og initiativtageren Thure Barsøe-Carnfeldt.

- Jeg hylede af grin. For mig var det en morsom film og en hyldest til alle iværksættere i Danmark, siger Thure Barsøe-Carnfeldt til TV 2.

Hele verden var interesseret

På bare syv måneder skabte Thure Barsøe-Carnfeldt og hans iværksætterteam i 1983 en dansk el-bil bygget i Hadsund - og hele verden var interesseret i bilen.

- Vi har brug for folk, som tør tage en chance. Som løber den risiko at fejle. Det er det, der bringer en nation fremad, og en nation er ikke større end sine egne drømme, siger Frank Hvam, der til dagligt selv kører el-bil. Deraf kom ideen til filmen.

Hope Whisper skulle præsenteres med stil i Forum i København med verdenspressen, tusindvis af gæster og den danske statsminister – og så skete katastrofen. Pludselig trillede Hope Whisper af sig selv og bragede ind i et rækværk foran blitzende kameraer og en måbende tilskuerskare.

En banal fejl fik fatale konsekvenser for den danske el-bil Hope Whisper, da den skulle præsenteres ved et show i '83. Ifølge Thure Barsøe-Carnfeldt, der er en af mændene bag bilen, var der en årsag til, at det gik galt.

Hvad gik galt?

Mange har siden spurgt, hvad præcis der gik galt.

- Ratlåsen var låst, og bilen stod jo i en eller anden retning. Chaufføren siger, han ikke sov, men at det blitzede. Det er jo også ligegyldigt, hvad årsagen er, for den kørte ind i rækværket, og så var det overstået, lyder det fra Thure Barsøe-Carnfeldt.

Iværksætterne i Hadsund skulle bruge 150 millioner kroner for at komme videre, men investorerne kom kun med 90 millioner efter uheldet i Forum.

- Jeg tror, at hvis den bil havde kørt de omgange, den skulle dengang, så havde de faktisk haft penge nok til at overleve og videreudvikle. Så havde vi måske i dag siddet og været en bilnation med grøn energi og et kæmpe boom netop nu. Det er da en fascinerende tanke, siger Casper Christensen.

Filmen Dan Dream har premiere i biograferne den 30. marts.