Ung dansk kvinde har fået konstateret mæslinger
I Danmark blev der i 2016 påvist tre tilfælde af mæslinger. Alle tilfælde var efter en udlandsrejse.
En kvinde i 20'erne har fået mæslinger. Det er blevet konstateret på Aarhus Universitetshospital, oplyser Statens Serum Institut (SSI).
Kvinden er ikke blevet vaccineret som barn og er med stor sandsynlighed smittet under en ferierejse i Asien.
Der er endnu ikke slået fast, hvilken type mæslingevirus der er tale om.
Kvinden kontaktede sin læge, da hun fik feber og symptomer på forkølelse i uge ni. Hun blev herefter indlagt på hospitalet.
Hold dig fra venteværelser, hvis du tror, du er smittet
Læger i Aarhus og omegn opfordres nu til at være ekstra opmærksomme på symptomer på mæslinger hos børn og yngre voksne.
SSI slår samtidig fast, at det er vigtigt, at personer mistænkt for mæslinger så vidt muligt ikke opholder sig i venteværelser med andre patienter. Årsagen er, at mæslinger er yderst smitsom.
Typisk sker smitten på hospitaler, skoler eller arbejdspladser.
Risiko for at tage mæslinger med hjem fra udlandet
Vaccination mod mæslinger er en del af MFR-vaccinen, som tilbydes alle børn i børnevaccinationsprogrammet.
Har man ikke fået vaccinen og derfor ikke er immun, er der risiko for, at man bliver smittet i udlandet og derefter smitter andre, når man kommer hjem til Danmark.
Derfor er vaccinen vigtig, lyder det fra Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge på Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse på SSI.
- Problemet er, at ikke alle har taget imod vaccinen. Det betyder, at de ubeskyttede risikerer at tage sygdommen med hjem til Danmark, hvis de er ude at rejse, siger han.
I Danmark er der påvist tre tilfælde af mæslinger i 2016. Alle gangene var der tale om smitte i udlandet, og der blev ikke påvist videre smitte i Danmark.
- Vi har stort set fået fjernet mæslinger som et sundhedsproblem i Danmark. Det ses stort set kun, når det importeres fra andre lande, siger Peter Henrik Andersen.
- Men de, der ikke vaccinerer deres børn, lukrerer på de, der gør, for det er dem, der er årsag til, at sygdommen næsten er fjernet i Danmark.
13 dødsfald siden januar sidste år
I Europa er der lige nu et stort udbrud af mæslinger i Rumænien. Det har spredt sig til flere andre lande, herunder Tyskland, Østrig og Belgien.
I perioden januar 2016 til januar 2017 blev der fra EU-lande rapporteret 4484 tilfælde af mæslinger til Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol (ECDC).
I perioden er der registreret 13 dødsfald på grund af sygdommen.
- Der er jo vidtgående rejseaktivitet i Europa, og derfor kan der komme personer med mæslinger til Danmark. Det bedste råd, jeg kan give, er, at man lader sig vaccinere, siger Peter Henrik Andersen.