Ældre bliver skilt som aldrig før: - De er ikke, hvad de har været
Antallet af skilsmisser blandt danskere over 60 år er steget kraftigt på seks år.
Vi skal ikke være sammen til døden os skiller. Vi skal skilles.
Det mente hele 3317 personer over 60 år i 2016.
Flere og flere danskere vælger nemlig i dag at blive skilt fra deres partner sent i livet. Antallet af personer, som bliver skilt, når de er over 60 år, er steget med hele 59 procent fra 2010 til 2016, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I dag har ældre simpelthen flere muligheder sent i livet, end de tidligere generationer af ældre har haft. Det fortæller Anne Leonora Blaakilde, kulturforsker ved Københavns Universitet.
- Denne her aldersgruppe har været vant til, at man kan blive skilt og gift flere gange i livet. Monogami betyder selvfølgelig, at man har én partner ad gangen, men man kan skifte dem ud flere gange i løbet af livet, siger hun til TV 2.
Det handler i høj grad om individualisme og et behov for at dyrke sine egne værdier, og ifølge kulturforskeren føler de ældre sig ikke forpligtet af ægteskabet i lige så høj grad som tidligere.
Alderdommen er ikke længere livets efterår
Hos Ældre Sagen er årsagen på den store stigning af skilsmisser også klar:
- Ældre er ikke, hvad de har været, siger souschef Jens Højgaard.
Nutidens ældre har bedre mulighed for skilsmisse, da de økonomisk er mere ligestillede. Derfor kan det virke mindre skræmmende at splitte op og gå hvert til sit.
- Før var pensionisttilværelsen afslutningen og livets efterår. I dag er det en ny livsfase og en fase, hvor man kan leve nogle af de ting ud, som man ikke har nået, mens man havde hjemmeboende børn. Hvis tingene ikke fungerer som de skal, eller man ikke vil det samme, så er skilsmisse en mulighed, siger Jens Højgaard.
Ny alderdom
Gruppen over 60 år har et nyt syn på alder. De bevæger sig ifølge Anne Leonora Blaakilde ind i den såkaldte ’uni-age’.
- Når man bliver ældre, må man nu gerne opføre sig som dem, der er yngre end én selv. Og når de yngre kan blive skilt, kan de ældre også, siger hun og uddyber:
- Seksualitet er også tilladt oppe i alderen nu – og det giver nye muligheder for, hvad man kan og tør. Man kobler sin egen trang, lyst og tro på, at man kan gøre noget nyt, med muligheden for seniordating, singlefester og sådan noget.