Pårørende til demensramt: Jeg havde ingen skrupler over at finde en ny kæreste
For mange er det tabubelagt at få en ny partner, mens din syge ægtefælle stadig er i live. Kaj valgte at tage springet og finde kærligheden på ny.
Det kunne ikke være anderledes. Han kunne ikke mere.
Efter mere end 40 år var forholdet til Inge ikke længere det samme. Hun fik konstateret demens som 52-årig og var i årene efter langsomt begyndt at forsvinde ind i sig selv.
Kærligheden til hende var der stadig. Men den havde ændret sig. Den var blevet til omsorg og pleje, og ægtemanden Kaj Stillinger savnede intimiteten og det seksuelle samvær.
- Jeg kunne ikke få mig selv til at være sammen med hende på den måde. Vi blev ved med at holde i hånd og kramme, men det var slet ikke det samme. Allerede et par år inde i sygdommen var hun som et barn, fortæller den i dag 73-årige Kaj Stillinger, tidligere medlem af Folketinget og lokalpolitiker i Svendborg.
Savnet blev for stort, og Kaj tog en beslutning, som mange ægtefæller til demente har svært ved at nå frem til. Han måtte give slip på tanken om en fremtid med Inge og finde kærligheden et andet sted.
Et tabubelagt emne
Men er det i orden at forelske sig i en anden, når din syge ægtefælle stadig er i live? Hos Demenslinien i Alzheimerforeningen modtager de mange opringninger fra pårørende, der spørger ind til netop dette. Og tendensen er stigende.
De fleste er bange for, hvad omgivelserne vil sige, fortæller Else Hansen, rådgiver hos Demenslinien gennem ni år. Det er dog sjældent vennerne og familien, som er de hårdeste dommere. Det er de pårørende selv.
- Ofte er din egen skyldfølelse den værste. Mange føler, at de svigter den syge. Og det er til trods for, at I måske ikke har haft et samvær i mange år, fordi sygdommen har taget over, siger hun.
For Kaj Stillinger var der slet ingen tvivl. Og skyldfølelse nægtede han at have. Han ville ikke stå ensom tilbage indhyllet i sygdommen.
Derfor valgte han at indlede et forhold til en kollega. Gabriella, hed hun, og hun var fuld af liv og passion.
- Det nytter ikke noget, at to liv går i stykker, fordi den ene bliver syg. Jeg havde det helt fint med at søge efter kærlighed andre steder, for jeg havde jo ikke noget fysisk med Inge længere, siger han.
Den første kærlighed
Mødet med Inge ændrede Kajs liv. De gik i folkeskole sammen i 1950'ernes Aarhus, og mens Inge stammede fra en solid og velfungerende håndværkerfamilie, voksede Kaj op under fattige kår med en mor og far, som drak mere, end hvad godt er.
- Jeg fik så ufatteligt meget af Inge og hendes familie. Uden hende var jeg aldrig blevet den person, jeg er i dag, siger Kaj og tilføjer:
- Jeg var fuldstændig vildt forelsket i hende. Hun var bedårende og køn, og det blev hun bare ved med at være. For mig var det en glæde at kunne give noget tilbage, da hun blev syg. For hun havde givet mig så meget.
Inge var sød og velbegavet. Og det var, da de begyndte at øve tysk sammen efter skole, at de for alvor fik øjnene op for hinanden. Blot 16 år gamle blev de kærester, i 1964 blev de gift og flyttede til Svendborg på Fyn. Året efter fødte Inge en lille pige.
- Vi havde mange fælles interesser. Vi rejste meget og gik begge to op i litteratur og klassisk musik. Men vi formåede også at give hinanden plads. Hun var indadvendt og kunne sidde i timevis og fordybe sig i sin kunst, mens jeg havde et behov for at komme ud og dyrke sport. Det sagde hende ikke spor, og jeg forstod mig ikke et hak på kunst. Men det fungerede rigtig fint for os.
Inge forandrer sig
I midten af 90'erne begyndte Inge imidlertid at ændre karakter. Hun blev hurtig træt og mistede koncentrationen. I begyndelsen nægtede hun at gå til lægen. Hun slog det hen og gav arbejdet skylden. Hun var bare stresset.
Men det blev værre. Både Kaj og datteren Maj begyndte at få opringninger fra politiet, som havde fundet Inge forvirret og desorienteret i Nyborg eller i centrum af Svendborg.
Hun glemte at orientere sig, når hun startede bilen og kørte ud ad indkørselen uden at se sig for. Hun kørte flere gange over for rødt lys. Og da Kaj en dag kom hjem fra arbejde, havde hun tændt 71 fyrfadslys, som hun havde sat rundt omkring i stuen. Uden grund.
- Da vi endelig fik hende overtalt til at tage til lægen, viste det sig, at hun havde hjernesvind. Hjernen blev simpelthen mindre og mindre. Senere udviklede det sig til demens, siger Kaj Stillinger og fortæller, at demenssygdommen Alzheimers kunne være stabil i lang tid ad gangen, men pludselig tage et dyk, som gjorde Inge mindre funktionsdygtig.
Ingen problemer med omgangskredsen
Allerede et par år inden, at Inge blev syg, mødte han Gabriella. Det skete gennem Kajs arbejde som EU-vejleder.
- Hun var en flot dame, det må jeg sige, og vi blev rigtig gode venner og hinandens fortrolige. Da Inges sygdom begyndte at blive værre, var Gabriella god at snakke med, og med tiden udviklede det sig til mere, siger Kaj og fortæller, at det skete på opfordring af familie og venner.
- Jeg har aldrig haft problemer i forhold til min omgangskreds. De har fra starten af accepteret, at jeg indledte et forhold til Gabriella. Faktisk opfordrede de mig til det. Min holdning er også, at hvis dine venner ikke kan acceptere, at du har behov for kærlighed, når din ægtefælle bliver syg, så er det ikke venner, du skal holde fast i.
Kaj havde heller ingen moralske skrupler over for Inge. Hun var der ikke mere, siger han. Alligevel har han aldrig kunnet få sig selv til at nævne Gabriella over for hende. Og det var først, da Inge kom på plejehjem, at Kaj for alvor begyndte at se sin nye kæreste.
- Der var jeg meget blufærdig. Det er frygteligt svært at vide, hvad den syge opfatter, når demensen er så slem, som Inges var på det tidspunkt. Jeg var bange for at overskride en grænse og gøre hende ked af det, siger han.
Levede to parallelle liv
I næsten syv år valgte Kaj Stillinger derfor at leve to parallelle liv. I hverdagen besøgte han sin kone på plejehjemmet stort set hver dag. De gik lange ture og spiste sammen. Men de førte ikke egentlige samtaler. Det kunne Inge ikke.
- Jeg gav aldrig følelsesmæssigt slip på Inge, og jeg så det ikke som et problem, at jeg skulle besøge hende. Det blev bare en fast del af min hverdag. Men ansvaret for, at hun fysisk set havde det godt, havde jeg overladt til andre, siger han.
I weekenderne så han Gabriella, og som årene gik, flyttede hun også ind i huset i Svendborg. Det samme hus, som han og Inge havde levet det meste af deres ægteskab i. Men Gabriella gik ikke ind og overtog Inges rolle som hustru. Det kunne Kaj slet ikke forestille sig, så længe Inge stadig var i live.
- Det ville jeg under ingen omstændigheder. Det var utænkeligt for mig at blive skilt fra Inge. Hun var min kone til det sidste, siger han og fortsætter:
- Men jeg havde brug for at have Gabriella ved min side for at komme igennem hverdagen. Bare tanken om at skulle leve som fuldtidsplejer er vanvittig for mig. De der daglige konfrontationer med et menneske, som du elsker, og som bare får det dårligere og dårligere. Det er forfærdeligt. Det havde jeg aldrig kunnet klare alene.
Den værste dag i Kajs liv
I 2007 døde Inge efter mere end et årti med Alzheimers sygdom. Kaj Stillinger beskriver dagen som 'den værste i sit liv' og til trods for, at Gabriella var ved hans side, kunne han ikke undgå at mærke tomrummet.
- For mig var det ikke en lettelse, at hun døde. Jeg skulle pludselig finde på noget andet at bruge min hverdag på, og det gav et enormt tomrum.
Tre år senere gav Gabriella ham sit 'ja' i kirken, og i dag nyder han pensionisttilværelsen.
Inges malerier fra hendes tid som kunstner hænger stadig i hjemmet i Svendborg. Hun er bestemt ikke glemt.
Og Kaj Stillinger selv har flere gange valgt at fortælle sin historie til pårørendemøder i Alzheimerforeningen. Håbet er, at andre i samme situation som ham selv bliver mindet om vigtigheden i at leve deres eget liv.
- Jeg møder mange pårørende, som ikke kan forstå mit valg. De har svært ved at give slip på deres elskede. Men mit råd er, at de skal huske dem selv og deres eget liv. Det er en forfærdelig sygdom og en pinefuld måde at dø på. Men du gør din elskede en bjørnetjeneste ved at holde fast i dem, for det er ikke kun deres liv, der går til spilde. Det er også dit eget.