Samfund

Postnord skal fyre: Det betyder det for dig

Postnord skærer voldsomt i medarbejderstaben. De danske husstande får færre besøg af postbuddet.

Postnord mangler 2,3 milliarder kroner og skal fyre 3500-4000 ansatte over de næste to-tre år.

Det betyder, at mere end hver anden administrative medarbejder skal væk. Og produktionen skal reduceres med 35-40 procent af de ansatte. Det oplyser Peter Kjær Jensen, chef for Postnord Danmark.

- Så det er rigtig voldsomt, siger han til TV 2.

Ansatte i Postnord Danmark siden 2007

2007: 20.592

2008: 19.549

2009: 18.049

2010: 16.206

2011: 14.731

2012: 13.411

2013: 12.727

2014: 12.036

2015: 11.123

2016: 10.000 (anslået)

Kilde: Postnord

En ny produktionsmodel kommer til at betyde, at postvæsenet kun kommer ud med breve én gang om ugen. Det vil sige, at hver husstand får besøg af posten én gang om ugen, hvor det i dag er to gange om ugen.

- Man tager for eksempel en mellemstor by, deler den op i fem geografiske områder. Det ene område får post om mandagen, det næste om tirsdagen og så fremdeles indtil fredag, siger Peter Kjær Jensen.

Ikke ringere service

Men Postnord vil fortsat levere et brev inden for fem hverdage, ligesom de skal i dag, lover Peter Kjær Jensen.

- Vi garanterer vores femdagesprodukt, det kommer vi til at leverer på fremadrettet også, siger han.

Så selvom der bliver færre til at omdele posten, og husstandene får færre besøg af postbuddet, så bliver servicen ifølge Postnord ikke forringet for danskerne.

- Vi bliver faktisk en del hurtigere på indsamling. Det vil sige indsamling fra vores kunder, men også fra alle postkasserne, plus vi kommer til at sortere om natten, så derfor vinder vi faktisk et døgn, siger Peter Kjær Jensen.

Det vil fortsat være muligt at sende et brev fra dag til dag med de såkaldte quickbreve.

Anmoder staten om milliarder

De nye nedskæringer i Postnord skyldes et dunrende underskud som følge af, at der sendes 80 procent færre breve end ved årtusindeskiftet.

Nedskæringerne kommer oveni cirka 3000 fuldtidsstillinger, der allerede er blevet nedlagt over de seneste fire år. Men det har altså vist sig ikke at være tilstrækkeligt, da den fortsatte digitalisering har reduceret antallet af breve yderligere.

Selskabet vil også gennemføre nogle strukturelle ændringer. Blandt andet vil reklamer ikke længere blive uddelt på bestemte dage.

Det fortsatte underskud samt udgifterne til omstillinger har Postnor anmodet om at få dækket af staten. Selskabet har bedt om at få bevilget 2,3 milliarder kroner af staten.