Samfund

Nu er ulven i Jylland og på Fyn - men kan den også komme til Sjælland?

Forsker vurderer, at der er en håndfuld ulve i Danmark - og selv om fundet på Fyn er overraskende, vil vi ikke se den på Sjælland foreløbig.

Det har vakt opsigt, at den første ulv er blevet identificeret på Fyn. Men selv om ulven er et flokdyr, skal vi ikke forvente ulvekobler i de fynske bøgeskove lige foreløbig.

Sådan lyder vurderingen fra Carsten Rahbek, professor ved Center for Makroøkologi på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet:

- Vi har kunne identificere tre ulve-individer, og Aarhus Universitet har fire forskellige individer. Der er et overlap, så der er formentlig en håndfuld dokumenterede ulve. 

Det døde rådyr, der er fundet på Fyn, som ligger til grund for dna-analysen, der har fastslået, at ulven også er kommet til Fyn.

- Det danske landskab er et ulvelandskab

Når der kun er i omegnen af fem ulve i Danmark, kan det undre, at ulven har haft behov for at svømme til Fyn. Der er dog tale om naturlig ulveadfærd, forklarer Carsten Rahbek.

- Når bestanden vokser, er der enkelte individer, der løber væk fra de områder, de primært er i. Vi har strejfende ulve, og vi ved fra satellit-mærkning, at ulve kan tilbagelægge afstande på op til 1.500 kilometer, så det at løbe op i Nordjylland og eventuelt tilbage igen, er ikke usædvanligt.

Ulvens strejfen har optimale betingelser i det danske åbne såkaldte 'kulturlandskab', der er en kombination af opdyrket landskab og skove.

- Vi har glimrende ulve-leveområder, og vi har fået tyske eksperter til Danmark, der har bekræftet, at det er et optimalt habitat for ulven. Der er masser af mad til den i Danmark - i form af primært hovdyr.

Ulven kommer ikke til Sjælland foreløbig

Selv om biologer to gange er blevet overrasket over ulvens danske tilstedeværelse i først Jylland og nu Fyn, tror Carsten Rahbek ikke på, at sjællænderne får besøg af den lige foreløbig. 

- Man skal aldrig sige aldrig som forsker, men min vurdering er, at det er ganske usandsynligt. Dels er strømmen mellem Sverige og Danmark ret kraftig. Alternativt skulle den komme syd fra, men afstanden over Storebælt er meget stor. Det kræver formentlig nogle meget store ulvebestande og nogle meget hårde vintre a la dem under svenskerkrigene.

Ingen ved, om den fynske ulv er løbet over en af Lillebælts-broerne fra Jylland, eller om den er svømmet. Den kan sagtens have taget turen til vands, påpeger professor Carsten Rahbek.

- Ulven er en fremragende svømmer. Faktisk har den svømmehud mellem forpoterne, og den kan svømme op til 13 kilometer, siger han.

Vil vi have ulven i Danmark?

Selv om ulven nu er kommet til Fyn, er der dog ikke grund til stor bekymring, når fynboerne skal på skovtur.

- Det, vi ved fra adfærdsstudier, er, at ulven flytter sig, når der kommer mennesker. Den har i århundreder været jaget vildt af mennesker, og den har derfor tilpasset sig.

For Carsten Rahbek er det ikke et spørgsmål om sikkerhed, der skal afgøre, hvorvidt vi vil have ulven i Danmark, men om forvaltning.

- Lige så vel som de fleste danskere synes, at Indien har en forpligtelse til at passe på tigeren, så kan man sige, at ulven er en del af den europæiske og danske natur, og vi burde måske også tage vare på den, og så må vi finde ud af, hvordan vi håndterer det. Det er derfor Naturstyrelsen har ulvehandlingsplaner-  de vil formentlig også forholde sig til, hvoran man skal gøre tingene på Fyn, siger Carsten Rahbek. 

Den sidste ulv herhjemme blev skudt i 1813. Men de senere år er ulven genindvandret sydfra, og i 2012 blev "Thy-ulven" fundet død i Hanstholm-reservatet og med sikkerhed anerkendt som ulv.

Hvor farlig er ulven?

Ifølge den franske naturhistoriker professor Jean-Marc Moriceau har der været over 7.000 ulveangreb på mennesker mellem år 1200 og 1920 i Frankrig alene. Og ifølge Wikipedia har der været otte ulveangreb i Europa og Rusland fra 1952 til 2002, der endte i et dødsfald.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at ulve er farlige for mennesker. Det siger Biolog Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum.

- Hvis man behandler dem ordenligt, er der intet at frygte, siger han.

Ulven ændrer adfærd i fangeskab

Ifølge biologen handler det nemlig om, at ulven ændrer adfærd, når den er i fangeskab i forhold til, når den levet vildt.

- Der er ofte en årsag til angrebet, og der er forskel på den vilde natur og dyr i fangeskab,” siger Kent Olsen.

Et eksempel på det, fandt sted i Sverige i 2012, hvor en kvindelig dyrepasser blev dræbt af otte ulve i Kolmården Dyrepark.

Politiet mener, at de otte ulve dræbte kvinden for derefter at slæbe hende rundt i indhegningen i mere end en time.

Episoder kan ikke sammenlignes

Men den episode, kan ikke sammenlignes med frit strejfende i den danske natur, vurderer Kent Olsen:

- Ulve i dyreparker kan ikke gå frit rundt, så der er forskel på ulve der lever i den vilde natur, og på ulve der lever indespærret, siger han.

Derudover vurderer Rasmus Havmøller, der er ph.d.-studerende ved Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet, at der er stor forskel på ulvens leveforhold i Rusland - hvor der er sket flere angreb - og i Danmark.

Ruslands større landområder betyder nemlig, at ulve ofte færdes alene og aldrig har kontakt med mennesker. I Danmark vil ulve og mennesker leve tættere, og ulvene vil derfor vænne sig mere til mennesker og derfor være mindre fjendtlige.