Samfund

Lars von Trier på banen igen: - 'Det onde, det er Trump og TV 2'

Lars von Trier filmer igen efter års pause. Filmen handler om en seriemorders hærgen, og Trier giver gerne sit bud på, hvad ondskab er.

- Det onde er Trump for eksempel. Og TV 2.

Lars von Trier er tilbage som aktiv instruktør, fire år efter hans seneste film ”Nymphomaniac”.

Og da han i dag mødte pressen på den første dag af optagelserne til sin nye film ”The House That Jack Build” var han også tilbage i rollen som provokatør.

Hans nye film handler om en seriemorders hærgen, og derfor fik han spørgsmålet: ”Hvad er det onde”?

- Det er Trump for eksempel. Og TV 2. Nej, TV 2 er nok lidt værre, fordi de udraderede civilisationen i et helt land på én gang. Og det er jo ikke sket endnu med Trump, siger Lars von Trier.

Mødet med pressen gik ellers ud på at præsentere de store internationale stjerner i Triers nye film. Det er amerikanske Matt Dillon (kendt fra film som ”Crash” og ”Vild med Mary”) der spiller rollen som seriemorderen Jack.

Og det er en anden amerikaner, Uma Thurman (kendt fra ”Pulp Fiction” og ”Kill Bill”) der skal spille et af seriemorderens mange ofre.

The House That Jack Built

Lars von Triers nye film "The House That Jack Built" handler om en seriemorder med politiet i hælene.

Matt Dillon spiller seriemorderen Jack.

Bruno Ganz (Hitler i "Der Untergang"), Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Riley Keough og danske Sofie Gråbøl spiller de andre store roller.

Optagelserne til filmen begynder denne måned i Trollhätten i Sverige.

Filmen forventes at få premiere næste år.

Det er filmstjerner fra en af de øverste hylder i Hollywood, men Lars von Trier har ikke problemer med at lokke dem til filmoptagelser i det sneklædte Sverige, 200 kilometer nord for Göteborg.

- Hans film er altid unikke, og de er ikke som andre film, jeg har set. Jeg føler, jeg er i rigtig gode hænder med Lars, siger Matt Dillon.

Cannes igen

Om et par måneder rykker filmholdet til København, hvor de sidste optagelser skal foregå. Filmen forventes at få premiere næste år – hvis alt går vel kan den skaffe Lars von Trier tilbage på Cannes-festivalen, der under stor tumult bortviste ham fra festivalen tilbage i 2011, efter han var kommet med nogle uheldige bemærkninger om Hitler.

Lars von Triers film:

Forbrydelsens Element (1984), Epidemic (1987),  Medea (1988),

Europa (1991), Breaking the Waves (1996),  Idioterne (1998),

Dancer in the Dark (2000), Dogville (2003), De fem benspænd (2003),

Manderlay (2005), Direktøren for det hele (2006),

Antichrist (2009), Melancholia (2011), Nymphomaniac (2013)

 Hvis du kommer til Cannes igen, vil du så gøre det anderledes?

- Ja, så tror jeg ikke jeg fortsætter med Hitler som ledemotiv, siger Lars von Trier.