Samfund

Google følger dig overalt og gemmer dine data for altid

Ifølge Forbrugerrådet Tænk indsamler Google personlige data via smartphones og gemmer dem til evig tid. Nu har Tænk meldt Google til Datatilsynet.

Har du en android-smartphone, hører du til blandt de flere end en million danskere, som Google indsamler og gemmer personlige oplysninger om i ubegrænset tid.

Det betyder, at detaljerede data som f.eks. din søgehistorik og oplysninger om, på hvilke adresser du har opholdt dig hvornår og hvor længe, gemmes i årevis, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk og flere eksperter er denne indsamling af data urimelig og uden saglig begrundelse. Rådet har derfor meldt Google til Datatilsynet.

- Det handler om en helt grundlæggende rettighed som mennesker til at kunne være private. Der skal kun være oplysninger derude, som vi selv er klar over - og som vi har sagt ja til. Det er ikke galt, at de indsamler de her oplysninger - vi er godt klar over, at de vil levere en god service med gode søgeresultater eller at kortet kan hjælpe dig godt rundt - det er ikke det, vi er imod, siger Anja Philip, som er formand for Forbrugerrådet Tænk, til TV 2.

- Vi er imod, at de opbevarer de her data i ubegrænset tid. Vi har fundet eksempler helt op til 10 år, hvor vi f.eks. kan se, at du er gået fra punkt a til punkt b og hvad du har søgt på. Hvad skal de bruge de oplysninger til, det kan vi ikke se - der siger vi, at de krænker vores ret til privatliv og bryder persondataloven.

Anja Philip oplyser, at der er sket en eksplosion i antallet af anmeldelser af it-kriminalitet.

- Det er alt fra, at vi får stjålet vores identitet, til at der bliver lagt software ind på vores computere, så ens personlige ting og sager bliver låst fast, hvis ikke man betaler en løsesum - og fupkonkurrencer og falske hjemmesider. Jo mere detaljerde profiler, der ligger af os derude, jo nemmere er det at misbruge, hvis de kommer i de forkerte hænder.

Kommunikationschef Mark Jansen, Google i Norden, siger til Jyllands-Posten, at Google med glæde vil besvare spørgsmål fra Datatilsynet.

- Grunden til, at vi gemmer data, er, at vores tjenester fungerer bedre og giver brugeren adgang til nyttige funktioner som f.eks. lokale anbefalinger baseret på steder, som brugeren før har besøgt, eller trafikmeldinger om brugerens daglige pendlerrute.

Forbrugerrådet Tænk har i første omgang haft fokus på Googles styresystem Android, men Apples iOS, der er klart den største spiller på det danske marked, står for tur. Det oplyser Anette Høyrup, som er Seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk til TV 2:

- Vi har endnu ikke kigget på Apples styresystem, men det vil vi også gerne gå efter i sømmene. Vi har faktisk planer om at sidestille de to styresystemer for at sammenligne deres sikkerhedspolitik.