Samfund

Far og søn fandt flyvrag begravet fem meter under jorden: - Det var rimelig vildt

Flyet er en tysk jager af typen ME 109 Messerschmidt, og det lå begravet fem meter under jorden.

På en landejendom ved Birkelse, der ligger ved Aabybro i Nordjylland, har en far og søn gjort et utroligt fund.

Med en metaldetektor har de fundet vraget af et tysk fly fra Anden Verdenskrig - inklusiv resterne af et besætningsmedlem, som angiveligt blev dræbt i styrtet.

Havde hørt historier om flyet

Parret, Klaus Kristiansen og Daniel Rom Kristiansen, var ikke sikre på, at der faktisk lå et fly gemt på gårdejendommen.

- Da jeg var barn, fortalte min farfar, at der var styrtet et fly ned heroppe under Anden Verdenskrig. Tyskerne havde været på området, og de havde ryddet op, så vi troede bare, at vi måske kunne være heldige at finde lidt vragdele, siger Klaus Kristiansen til TV 2.

Efter at have fundet nogle metalfragmenter med en metaldetektor gav far og søn sig til at grave i området med en rendegraver. Og det gav pote.

- Jo længere ned vi kommer, jo mere fly dukker der op. Og til sidst finder vi også nogle knoglerester. Og så er det, at vi kontakter myndighederne, siger Klaus Kristiansen, der beskriver flyet som en pil, der var gået i jorden.

- Det havde boret sig fem til seks meter ned i jorden. Vi har brugt det som ganske almindelig landbrugsjord i 40 år, uden at vide at der lå noget deroppe.

Også Daniel Rom Kristiansen, som til daglig går i 8. klasse, var overrasket over at se, hvad jorden gemte på.

- Det var rimelig vildt, at der lå noget, siger han.

Vragrester efter styrtet fly fundet i Nordjylland

Lå begravet fem meter under jorden

Nordjyllands Politi oplyser, at flyet er en tysk jager af typen ME 109 Messerschmidt, og det lå begravet fem meter under jorden.

Derudover er der fundet ammunition fra flyets maskinkanoner, så ammunitionsryddere, det såkaldte EOD-team, fra Skive Kaserne er tilkaldt for at sikre ammunitionen, så den ikke eksploderer under udgravningen af flyet.