Så håndskrevet besked på døren til sønnens klasseværelse - nu deles hans billede igen og igen

16x9
Opslaget (lille billede) om forældrenes ansvar deles igen og igen på de sociale medier. Foto: Steffen Ortmann/Martin Jørgensen / Scanpix/Privatfoto

For mange forældre overlader det til skolen at opdrage deres børn, lyder kritikken.

Det er ikke skolelærernes opgave at opdrage dine børn. Værdier som respekt, gode manerer, ordentlighed, punktlighed og renlighed skal de have med hjemmefra.

Nogenlunde sådan kan man opsummere ordlyden af et håndskrevet opslag, der i sidste uge hang uden for et af klasselokalerne på Kildevældsskolen i København.

I opslaget til forældrene lyder det blandt andet:

- Det er også hjemme, man lærer dem at være hæderlige, ikke lyve, komme til tiden, være flittige, være solidariske og respektere sine venner, de ældre og alle lærere.

Hvis de dyder er på plads, kan lærerne nemlig koncentere sig om at lære børnene dansk, matematik, naturfag og de andre fag i skolen.

- Vi forstærker kun den opdragelse barnet får hjemme af sine forældre, står der i opslaget.

Opsang deles igen og igen

Martin Jørgensen er forælder til en dreng på skolen, og han valgte at tage et billede af sedlen, som han efterfølgende delte på sin Facebook-profil.

Her skriver han, at "dannelse må ske i hjemmet, ikke i skolen", og opfordrer folk til at hjælpe lærerne, så "de kan udføre deres arbejde og vores børn får tid til indlæring".

Til os med skolebørn - fin lille reminder. Dannelse må ske i hjemmet ikke i skolen. Hjælp vores lærer med at de kan udføre deres arbejde og vores børn får tid til indlæring.

Posted by Martin Jørgensen on Tuesday, February 28, 2017

- Jeg synes, budskabet var så præcist og skarpt, og jeg mente, at andre kunne have glæde af at blive mindet om dette. Der er meget uro i klasserne, og min søn er irriteret over ikke at kunne høre og er generet af det, forklarer Martin Jørgensen til TV 2.

Og den mening står han tilsyneladende ikke alene med. Facebook-opslaget er i skrivende stund liket 3.600 gange og delt af over 8.500 personer.

Problem tages op på topmøde 

Problemet med skolebørn, der sendes afsted hjemmefra uden den nødvendige opdragelse, er dog langt fra nyt. Mandag aften er der børnetopmøde i Nordfyns Kommune, hvor emnet er på dagsordenen.

Her deltager blandt andet undervisningsminister Merethe Riisager (LA) og børneminister Mai Mercado (K), når det skal diskuteres, om forældre skal opdrage deres børn bedre, så børnene er klar til at blive undervist og ikke ødelægger skoledagen. 

Afstemning

Flere lærere på landets skoler og uddannelsesinstitutioner er de seneste år også stået frem med kritikken af forældrenes fravær i rollen som opdragende rollemodel for deres børn.

Senest en skolelærer på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, der i januar fortalte til DR, at der generelt bliver lagt for meget ansvar over på skolen og lærerne.

Sidste efterår var det en gymnasielærer i Esbjerg, der delte en opsang i et læserbrev under overskriften "Kære forældre - gider I lige opdrage jeres børn?".

Opsang kom til Danmark via Portugal og Sverige

Opslaget til forældrene på Kildevældsskolen i København kan for nogen måske lyde bekendt. Det kan skyldes, at opslag med næsten identisk ordlyd og en venlig opsang til forældre har spredt sig flere steder i Europa de seneste måneder.

Den pensionerede svenske folkeskolelærer Paulo Gandra delte i januar en svensk udgave i et opslag på Facebook, der siden har fået over 13.000 likes og 34.000 delinger. 

Han har portugisiske rødder og fortalte dengang til avisen Svenska Dagbladet, at han havde oversat opsagen, efter han havde set den på et bekendts Facebook-opslag. Angiveligt skulle den hænge på en plakat på en skole i Portugal.

Og nu har en dansk oversættelse altså spredt sig videre på de sociale medier herhjemme.