Samfund

Kommunen kunne ikke få langtidsledige i job - så satte boldklubben ind

Jobcenteret er skiftet ud med fodboldbanen og løbetræning.

Høj puls og sved på panden har banet vejen til et job for flere langtidsledige i Vejle. 

- Jeg tænkte, det ville give mig muligheden for, at en virksomhed fik øje på mig, siger Casper Carl Sørensen, der er en af de jobsøgende. 

Sammen med fjorten andre langtidsledige har han i tre måneder spillet fodbold og løbet med Vejle Boldklub og deres trænere flere gange om ugen. 

Ideen er, at de ledige skal mærke den holdånd, der er i klubben, og gøre brug af klubbens netværk.

Vejle Boldklub samarbejder nemlig med 400 lokale virksomheder og sponsorer. 

- Det betyder jo, at vejen i job er lidt kortere for dem, og vi måske hjælper dem med det, der er svært, nemlig at gå ud og banke på dørene og sige, her er jeg, forklarer Helle Thychosen, administrationschef i Vejle Boldklub.

Mere attraktiv for virksomhederne

Flere af de langtidsledige er positivt overraskede over virkningerne af motionen på grønsværen.

- Man får mere energi og har overskud til at komme ud og fortælle om sig selv, forklarer Casper Carl Sørensen.

Samtidig bliver de ledige mere attraktive i virksomhedernes øjne, når de rør sig.

- Den fysiske og praktiske træning giver dem den ballast, der skal til for at komme ud i en virksomhed, mener Brian Søgaard, der er indehaver af Universal Transport & Flytteforretning, der lige nu har en af de langtidsledige i virksomhedspraktik.

Kommunen kunne ikke 

Indtil videre har Vejle Boldklub fået otte af de 15 langtidsledige i virksomhedspraktik.

Det resultat har kommunen også prøvet at opnå, men nu betaler de klubben 250.000 kroner for at løse det, og det er godt givet ud, mener de.

- Det her er en gruppe kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som vi selv har haft lidt svært ved at få igang. Derfor synes jeg, det er fint, at vi tænker ud af boksen, siger Christoffer Aagaard Melson, der er formand for beskæftigelsesudvalget i Vejle Kommune.

Det mener flere af de ledige i projektet også. 

- Der er noget at vågne op til. Man står tidligt op og får rørt sig, fortæller Ali Haddad, der stadig tror på, at jobjagten fra fodboldbanen vil lykkes. 

- Jeg vil finde et arbejde. Det er mit mål, siger han.