Bank indfører nyt gebyr som rammer de svageste: - skift bank, lyder rådet

16x9
Spar Nords hovedsæde i Aalborg. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Det nye gebyr møder modstand. - Skift bank, opfordrer Forbrugerrådet Tænk og Ældresagen.

50 kroner for at ringe til banken og få oplyst, hvor mange penge, der er på kontoen.

Det er det nye gebyr, Spar Nord, nu har pålagt sine kunder, og konkurrenten Jutlander Bank er på vej med et lignende gebyr - 40 kroner pr. telefonopkald til banken. Det skriver Nordjyske.dk.

Spar Nord indførte det nye gebyr fra i onsdags, 1. marts.

- Vi vil gerne have vores kunder over på elektroniske løsninger, men det er klart, at der vil være en gruppe af kunder tilbage, som vil blive ramt af dette gebyr, siger pressechef Leif Lind Simonsen fra Spar Nord.

Men det nye gebyr bliver kritiseret af både Forbrugerådet Tænk og Ældresagen. Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, kalder overfor TV 2 det nye gebyr fra Spar Nord "uklædeligt" og opfordrer kunder, der bliver ramt af det, til at skifte bank.

- Det er jo ikke ulovligt. Men jeg synes, det er uklædeligt. Vi kan kun opfordre de kunder, der bliver ramt af gebyret, til at skifte bank, siger Vagn Jelsøe til TV 2.

Rammer de svageste

Han mener gebyret rammer den svageste kundegruppe.

- Vi synes, det er en forkert form for gebyr. Det rammer jo de svageste bankkunder, så det er en uheldig form for gebyr, mener Vagn Jelsøe.

Gebyret fra Spar Nord er blot det seneste gebyr, der rammer forbrugerne. TV 2 har tidligere fortalt, hvor dyrt det for eksempel kan være at betale regninger via betalingsservice PBS. I maj sidste år kunne TV 2 desuden fortælle, at bankernes gebyrer var steget 50 procent i løbet af de seneste fem år.

Også Ældresagen kritiserer det nye gebyr, også her påpeger man, at gebyret rammer svage og ældre kunder.

- Formålet med telefongebyret må jo være at få alle os "super-digitale" til at bruge netbank. Formålet kan vel ikke være at få dem, der ikke er gode til det digitale, til at betale 50 kroner, siger Ingrid Stokholm Lauridsen, konsulent i Ældresagen, til Nordjyske.dk.

Ældresagen: Tag hensyn

Også hos Ældresagen opfordrer man de kunder, der bliver ramt af gebyret, til at skifte bank og droppe Spar Nord.

- Tag hensyn til de ældre kunder. Ellers må man som kunde overveje, om man hellere vil et andet sted hen, hvor der kan blive taget hensyn til en, siger Ingrid Stokholm Laursen med adresse til Spar Nord og andre banker, der overvejer lignende gebyrer.

Spar Nords telefongebyr har vakt livlig debat på Facebook, hvor en kvinde ifølge Nordjyske.dk skrev om, hvordan hendes 84-årige svagtseende mor, der ikke kan bruge netbank, pludselig skulle betale de 50 kroner per telefonopkald for at få oplyst saldo.

- Selvfølgelig gør det her indtryk på os. Vi har ikke i sinde at skræmme kunder væk, overhovedet ikke, understreger Leif Lind Simonsen fra Spar Nord, overfor Nordjyske.dk.