På trods af drømmen om en røgfri generation: Flere unge ryger
Ny undersøgelse af unges rygevaner viser en skræmmende udvikling, mener direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Regeringen har en ambition om, at ingen børn og unge skal ryge i år 2030.
Men ifølge en ny undersøgelse af 2.000 16-25-åriges rygevaner kan drømmen om en røgfri generation nemt forvandle sig til lidt af et mareridt.
For stik imod målsætningen stiger andelen af børn og unge, der ryger. Det skriver Politiken.
15 procents stigning på et år
Undersøgelsen er udført af Epinion for Kræftens Bekæmpelse og bliver offentliggjort lørdag.
15 procent af de adspurgte i aldersgruppen svarer, at de ryger cigaretter hver dag. Ved en tilsvarende undersøgelse et år tidligere var andelen af daglige rygere nede på 13 procent.
Stigningen på 2 procentpoint svarer til en stigning på 15 procent på blot ét år, skriver Politiken.
Desuden er andelen, der har svaret, at de ryger cigaretter enten dagligt eller ugentligt, steget med 4 procentpoint til nu 22 procent.
Endelig har 29 procent svaret ja til, at de ’ryger cigaretter’, hvilket er en stigning på 2 procentpoint i forhold til året før.
Der må skræppe midler i brug
Det er "en skræmmende udvikling", mener direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.
- Når unge begynder at ryge så tidligt, er der langt større risiko for, at de bliver afhængige og får alvorlige skader af tobakken. Unge, der begynder at ryge, risikerer at dø 10 år tidligere og have 10 dårlige år med sygdom og lidelse mod slutningen af livet. Det er en voldsom konsekvens af noget, man begyndte på for sjov, og fordi vennerne gjorde det, siger han til Politiken.
Leif Vestergaard Pedersen mener, at der må skrappe midler i brug, hvis kurven skal knække.
Han nævner et totalt forbud mod at ryge på institutioner med børn og unge, højere priser på cigaretter, neutrale pakninger med samme kedelige skrifttype samt en skrap håndhævelse af forbuddet mod at sælge tobak til personer under 18 år.