Samfund

Chok på jysk pigeværelse: Stor edderkop faldt ud af banan - og stak af

Edderkoppen har muligvis gemt sig i en bananklase.

Verdens farligste edderkop, vandreedderkoppen, har øjensynligt overlevet turen fra de varme lande til Danmark godt gemt i en klase bananer.

En 16-årig pige fra Seest ved Kolding fik sig noget af et chok, da hun i sidste uge sad og spiste en banan på sit værelse.

- Da hun spiser bananen, kommer der en puppe ud af bananen, som falder ned i hendes hånd. Hun kaster den på gulvet, og så folder den sig ligesom ud, og hun ser, at det er en edderkop. Så fik hun en anden banan, og vi tænkte ikke mere over det, forklarer pigens far, Finn Nielsen, til jv.dk.

Ser edderkop under radiator

To dage efter ser datteren pludselig en stor edderkop under radiatoren. Og Finn Nielsen går straks til værks for at få den fjernet.

- Kroppen er vel lidt større end en femkrone. Jeg tænker, at jeg kan tage den med støvsugeren, men den smutter fra mig, forklarer Finn Nielsen til avisen.

Da familien søger på nettet, får de sig en grim oplevelse. Efter at have læst på forskellige hjemmesider, frygter de at det kan være verdens farligste edderkop, vandreedderkoppen, også kaldet banan-edderkop. Edderkoppen lever i Brasilien, Argentina og Uruguay og er den edderkop i verden, der er skyld i flest dødsfald. Den kan blive op til femten centimeter stor og omkring fem centimeter, hvis man kun måler kroppen.

Har haft skadedyrsbekæmperen på besøg

Familien kontaktede straks Netto, som beklagede og bad Finn Nielsen kontakte en skadedyrsbekæmper.

- Han har været her to gange og kommer igen, og der er lagt gift ud og sat limtape ud. Vi har endevendt hele værelset, og det har været lukket af siden, siger Finn Nielsen til jv.dk her halvanden uge efter episoden.

Det er kun familien selv, der har set edderkoppen, og det er altså ikke bekræftet, at der er tale om netop banan-edderkoppen.

Oplever det meget sjældent

Hos Dansk Supermarked, som Netto er en del af, er levende kryb i varerne absolut ikke noget, man oplever ofte.

- Bananer er jo en del af naturen, så selvfølgelig kan det ske, at der følger levende dyr med. Men i 99,9 procent af de tilfælde, hvor noget sniger sig med, er dyrene døde lang tid inden, varerne kommer ud i butikkerne. Allerede inden bananerne bliver sendt over Atlanten bliver de gasset og står i modningsrum, så der er altså ikke stor sandsynlighed for, at noget overlever turen, siger kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked, Kasper Reggelsen, og tilføjer:

- Hvis en kunde fortæller os, at de har set en edderkop, som menes at stamme fra eksempelvis bananer, er det klart, at vi tager en række forholdsregler, så vi sikrer, at kunden er tryg. Det gør vi eksempelvis ved at tilkalde en professionel skadesdyrsbekæmper.