Samfund

Derfor forlader Ulrik Haagerup DR

Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup kan gøre mere for journalistikken i sit nye job end i DR, mener han.

Ulrik Haagerup stopper 1. september som nyhedsdirektør i Danmarks Radio og begynder i stedet som direktør i et nyetableret institut, der hedder Constructive Institute, ved Aarhus Universitet.

Han begrunder selv jobskiftet med, at verden har brug for mere af det, som han selv kalder konstruktiv journalistik.

- Vores problem er, at den måde vi vinkler på, den måde vi ser tingene på, det vi synes er gode historier, kommer til at skævvride virkeligheden, så folk tror, at verden er meget værre, end den i virkeligheden er. Og det er da ikke vores (mediernes, red.) opgave, siger han TV 2.

Han forlader derfor chefjobbet i DR for at være med til at præge journalistikken i en mere konstruktiv retning med større fokus på løsninger frem for historier om død og ødelæggelse.

- Men det kræver en anden måde at tænke på. Den opgave vil jeg gerne værre med til at løse. Og det synes jeg i virkeligheden er vigtigere for journalistikken end det, jeg gør her, siger Ulrik Haagerup.

Han understreger dog, at han ikke ville forlade DR for et andet nyhedsjob i Danmark.

- Men skal jeg gøre en forskel de næste 10 år af mit liv, så kunne det være at sætte ind på det og forsøge at samle gode folk omkring det her og være med til, at vi sammen kan finde ud af, hvordan vi kan gøre journalistik til et langt bedre fag – til gavn for samfundet, siger han.

Internationalt projekt

Det nye projekt på Aarhus Universitet er internationalt. Det omfatter udarbejdelse af undervisningsmateriale og et fellowshipprogram for dygtige journalister fra hele verden, fortæller Haagerup.

Han mener, at der sjældent har været et større behov for ’ordentlig journalistik’ end nu. Som eksempler nævner han udbredelsen af falske nyheder, valget af Donald Trump som præsident i USA og en generel mangel på tillid til politikere, medier og andre autoriteter.

- Journalistik SKAL komme tilbage og være en autoritet i et samfund, hvor der ikke er nogen tilbage. Og i samfund hvor der ikke er nogen autoriteter, så er det den, der er mest grov, der råber højest og har flest likes, der løber med opmærksomheden. Og så bliver Donald Trump præsident alle mulige steder, siger han.

Ulrik Haagerups tid som nyhedsdirektør i Danmarks Radio har budt på flere sager, hvor DR er blevet beskyldt for frås med licensmidler.

Senest har det handlet om flytningen af en hest for USA-korrespondenten Johannes Langkilde og ikke mindst Ulrik Haagerups egne flyveture mellem hjemmet i Jylland og arbejdspladsen på Sjælland.

Ingen indflydelse på beslutning

Selv afviser Ulrik Haagerup, at sagerne har haft nogen indflydelse på hans beslutning om at stoppe i DR.

- Jeg kan godt forstå, at der er nogle, der tænker tanken, men det har intet med det at gøre, siger Ulrik Haagerup, som tilføjer, at han har den bedste samvittighed i verden i forhold til de sager.

Haagerup indgav sin opsigelse onsdag. Han stopper i Danmarks Radio den 1. september. Den nu afgående nyhedsdirektør har siddet på posten siden 2007.