Samfund

Reklamefilm for studerende trækkes tilbage efter kritik

Den nye kampagnefilm fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole får kritik.

En reklamefilm for unge journalistspirer bliver nu fjernet fra hjemmeside, efter den er blevet kritiseret for at opfordre til kriminalitet.

En kampagnefilm, der skulle lokke unge studerende til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), bliver nu trukket tilbage fra skolens hjemmeside efter kritik fra flere sider. Samtidig vil skolen stoppe med at promovere kampagnefilmen. Det oplyser skolen på sin Facebook-side.

Filmen viser blandt andet unge mennesker, der dækker ansigtet med tørklæder, deltager i noget, der ligner optøjer og som flygter over et hegn med bidske hunde i hælene.

”Vi har villet lave en film, der ramte potentielle ansøgere til vores ni professionsbacheloruddannelser - ved at tale til, hvordan de ser sig selv, i stedet for at vise, hvem vi eller for den sags skyld, hvordan de brancher, vi uddanner til, er - og det synes vi er lykkedes,” skriver skolen og fortsætter:

”Desværre har filmen sat sindene i kog hos en række interessenter, som ikke er i målgruppen for kampagnen. Det har ikke været hensigten, og det beklager vi. Derfor sætter vi den aktive promovering af videoen i bero, og vi har fjernet den fra vores hjemmeside. Da mange af diskussionerne og kommentarerne henviser til videoen på YouTube eller opslaget på Facebook, vil vi ikke slette videoerne, men forsyne dem med en tekst, der henviser til/forklarer ovenstående.”

Kritikken får frit løb på Facebook

Dansk Folkepartis Marie Krarup har i Journalisten beskyldt filmen for at være vestreekstremistisk propaganda og for at opfordre destuderende til at bryde loven.

Kritikken af filmen får også frit løb på Facebook, hvor mange brugere mener, at filmen opfordrer til kriminalitet – og tegner et forvrænget billede af de unge journalistspirer.

Blandt andet skriver Michael Thorberg:

- Som uddannet på Journalisthøjskolen en gang i tidernes morgen, som tidligere lærer samme sted, som nuværende censor ved skolens eksaminer og som aftager af praktikanter fra Journalisthøjskolen igennem årtier ser jeg videoen med store undrende øjne. Hvem er det, man ønsker at tiltrække til faget med denne film?

Jens Langergaard har også svært ved at se meningen med videoen:

- I skal nok få en masse ansøgere. Men får I også de rigtige ansøgere? Det tvivler jeg stærkt på. Den er helt ude i hampen. Det er forhåbentlig ikke et billede af uddannelsernes indhold.

Skolen forsvarer video

Anne Eisenberg Nordendahl sætter spørgsmålstegn ved, om filmen opfordrer til at bryde loven:

- Selvom videoen henvender sig til samtlige uddannelser på DMJX, har jeg stadig svært ved at forstå, at man som uddannelsesinstitution vil lægge navn til at forherlige at maskere sig (i forbindelse med demonstrationer?), løbe væk fra politiet og i det hele taget se bort fra love, regler og deadlines. For dem kan man vel ikke nå, hvis man har for travlt til at komme til tiden?Jeg går ikke ud fra, at der på nogen af skolens ni uddannelser bliver opfordret til se bort fra lovgivningen?

Tirsdag forsvarede Martin Rask Pedersen, kommunikationschef på DMJX, filmen over for Journalisten og sagde, han godt forstod kritikken, men at den var misforstået:

- Det er jo klart, at der skal to til at kommunikere. Og hvis en modtager misforstår et budskab, så har man som afsender i særdeleshed et ansvar. Så vi tager alle kommentarerne til os og lytter til dem. Men jeg mener, man skal se filmen i sin helhed og sammenhæng, og når man gør det, synes jeg stadig, at den holder.

Du kan se filmen her.