Samfund

Sådan sikrer du dine børn en god nats søvn

Væk med mobilens blå lys, lyder et af rådene fra søvnekspert Jan Ovesen. Få flere gode råd her.

For meget tid med en smartphone eller tablet lige inden sengetid er med til at ødelægge børns søvnmønster.

Ikke alene bliver barnets søvn skadet - det går også ud over den næste skoledag. Sådan lyder konklusionen i en større forskningsrapport om børns søvnbehov, som Politiken tirsdag beskriver.

Undersøgelsen viser, at børn og unge, der er storforbrugere af digitale enheder, har "en markant lavere søvnmængde, lavere søvnkvalitet i det hele taget og et højere træthedsniveau i dagtimerne" end børn og unge, der ikke spiller spil eller ser Youtube-videoer i aftentimerne.

Derudover vil børn og unge med et digitalt storforbrug inden sengetid have to til tre gange større risiko for at opleve markant udmattelse og træthed i løbet af en almindelig skoledag.

Men ifølge søvnekspert Jan Ovesen, der er specialist i søvnmedicin og har forsket i søvn i 35 år, er der råd forude for forældre med hang til at bruge smartphones eller tables for at berolige deres børn inden sengetid.

Det handler om at skabe et nyt ritual i hjemmet. Og det sker gennem gode vaner.

Jan Ovesen, søvnekspert

- Det handler om at skabe et nyt ritual i hjemmet. Og det sker gennem gode vaner. Når barnet ved, hvad der skal ske hver aften, skaber forældrene en beroligende effekt på barnet. Det hjælper barnet til at få en god søvn, siger han til TV 2.

'Det blå lys' skal væk

En af de første ting, som forældrene skal gribe fat i, er at fjerne 'det blå lys' fra børnene inden sengetid.

Ifølge Jan Ovesen sænker eksponeringen fra smartphones eller tablets et hormon, der regulerer barnets døgnrytme. Det vil sige, at barnets hjerne bliver holdt i gang, når det rent faktisk burde falde i søvn.

- Det blå lys gør, at det bliver vanskeligt for barnet at sove, at deres samlede søvnlængde bliver reduceret, og at de bliver trætte om dagen. Det er meget skadeligt, siger søvneksperten.

Jan Ovesen råder derfor forældre til at indføre en regel om, at barnet ikke må se eller spille på smartphones eller tablets en time før sengetid. I stedet opfordrer han til at bruge mere tid med sit barn.

- Forældrene skal sætte tid af for at få de gode vaner til at blive en del af hverdagen. Det gør de kun ved at sætte tid af til at være sammen med deres barn, siger Jan Ovesen og tilføjer, at forældre også selv skal lægge deres mobile enheder væk.

- Opmærksomheden skal være på barnet. Ikke på en skærm.

Sæt tid af til at få nye vaner

Men hvordan skal forældre så helt præcist gribe ansvaret om at give deres barn en god nats søvn an?

Ifølge Jan Ovesen handler det mest af alt om, at forældrene sætter tid af til at få nye vaner ind i deres hjem.

- Børn er ekstrem lærenemme. Det kan tage en uge - og så vil familien kunne mærke en forskel. Men det kræver, at de sætter tid af til det.

Her kan du få søvnekspertens fire gode råd:

Fire gode råd til at få dit barn til at sove

  1. Fjern smartphones og tablets

    Det første, forældrene skal gøre, er at fjerne digitale skærme en time før sengetid. Det blå skær fra skærmene forstyrrer barnets søvn og gør det svært for barnet at falde i søvn - det skader op mod 30 procent.

    Det er ikke kun barnet, der skal holde sig fra mobile enheder. Det skal forældrene også.

  2. Skab en god søvnhygiejne

    Forældre skal lægge vægt på at skabe en god søvnhygiejne for deres barn. En fornuftig søvnhygiejnisk procedure kan handle om, at barnet bruger tid på at fortælle, hvad han eller hun har lavet i løbet af sin dag.

    Gør det til en fast ritual - og start ritualet på samme tidspunkt hver dag.

  3. Tid til at børste tænder

    Mens barnet er i gang med at fortælle om sin dag, fortsætter rituallet med at gøre sig klar til at komme i seng. Det indebærer, at barnet bliver vasket og får børstet tænder.

    Når forældre kommunikerer med deres barn undervejs, mærker barnet en kvalitetstid med deres forældre.

  4. Godnathistorie

    Sidste trin er en godnathistorie. Skift de mobile enheder ud og giv i stedet barnet en godnathistorie.

    Forældrene skal begynde proceduren på samme tidspunkt hver aften. Hvis de gør det, blvier det en vane i hjemmet. Det vil give barnet en beroligende effekt, barnet kommer ned i gear, og barnet vil mærke sin træthed efter en lang dag i institution. 

    Læringsprocessen tager ikke lang tid. Det kan tage en uge, da børn er ekstrem lærenemme.

Kilde: Søvnekspert Jan Ovesen