Minister erklærer krig mod ulovlige danske hvalpe-fabrikker
Miljø- og fødevareministen erklærer nu krig mod alle ulovlige danske hundekenneler og vanrøgt, men hans metoder er ikke nok, lyder kritikken.
Der skal sættes en stopper for vanrøgt af hunde på de såkaldte hvalpefarme.
Det mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der vil indføre en ny smileyordning til hundekenneler og gå endnu mere målrettet efter de ulovlige hundekenneler i Danmark.
Det fortæller ministeren i Go’ morgen Danmark lørdag.
Det sker efter, at politiet endnu engang har afsløret vanrøgt af et stort antal hunde - denne gang over 60 hunde på to ejendomme i Randers.
- Det skal ikke være muligt at tjene penge på bevidst at lade hunde gå for lud og koldt vand, sådan som vi på det seneste har set flere ulykkelige eksempler på. Derfor sætter vi flere kræfter ind på at finde de lyssky hundehandlere, der samvittighedsløst fremavler hunde i deciderede hvalpefabrikker, lyder det fra miljø- og fødevareministeren.
Allerede fra dag ét møder ministerens initiativ dog kritik.
For dyreorganisationen Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at ministerens nye tiltag er tilstrækkelige.
Over 60 hunde fundet i Randers
Tilbage i 2015 så den hidtil største sag om vanrøgtede hunde dagens lys, da 91 cocker spaniels blev fundet på en ejendom på Sydsjælland.
To år efter er der stadig ikke faldet nogen dom i sagen, og i februar 2016 blev flere end 60 hunde fundet på to ejendomme på Randers-egnen. 16 af disse lå døde i plastikposer.
Der er efterhånden for mange eksempler på vanrøgt af hunde, og derfor vil Esben Lunde Larsen stoppe de såkaldte hvalpefarme med en ny smileyordning til hundekenneler, der skal gøre det tryggere for forbrugerne at købe hund.
Derudover skal Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold fremover gå endnu mere målrettet efter de ulovlige hundehandlere.
- Smileyordningen skal ligne den, vi kender fra restauranter og andre dele af fødevarebranchen, så man som forbruger med et hurtigt klik på nettet kan se, hvordan Miljø- og Fødevareministeriet har vurderet dyrevelfærden ved de seneste kontrolbesøg, lyder det fra ministeren.
Dyrenes Beskyttelse: Det er slet ikke nok
Dyrenes Beskyttelse formoder, at sagen fra Randers netop er endnu et eksempel på en såkaldt 'hvalpefabrik', og organisationen råber nu vagt i gevær.
Direktør, Britta Riis, der er direktør i organisationen Dyrenes Beskyttelse mener dog ikke, at ministerens tiltag er tilstrækkelige.
- Det er fuldkomment utilstrækkeligt. Og det rammer forkert. Det er positivt med en smiley-ordning, men man rammer kun de hundehold, som i forvejen er registreret, siger Britta Riis om ministerens initiativ.
Hun mener, at de sager, der er kommet for dagens lys, kun er toppen af isbjerget – og Dyrenes Beskyttelse mener, at der er brug for mere forebyggelse og en endnu større indsats, end den ministeren har bebudet.
I dag er det for nemt at tjene mange penge på avl af hvalpe, på det sorte marked, hvor hvalpene ofte lever under kummerlige forhold, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.
- Vi skal have fat i den undergrund og den avl, som er skjult, siger Britta Riis.
Indtil det sker, skal hundekøberne se sig for, når de leder efter deres næste kæledyr, lyder opfordringen fra Dyrenes Beskyttelse.
- Man skal tjekke, at man skal besøge det her sted, hvor hunden kommer fra. Det skal være et sted, hvor de tager sig af hundene. At de er chippede og registrerede, og at der en vaccinationsbog. Der er mange, som køber hunde over den blå avis. Det kan være udmærket, men skal se det sted, hvor hunden kommer fra. Så kan man fornemme, om de ser dig an som køber. De ansvarlige avlere vil jo også have tjek på sælgeren, siger Dyrenes Beskyttelses direktør.