Forældrene kom hjem med krigstraumer: Nu hyldes deres børn
Lørdag blev fem børn af soldater med posttraumatisk stress tildelt medaljer. Målet er at udbrede det, så mange flere kan blive hædret.
Mange tusinde børn og unge har forældre, der er kommet hjem med ar på krop og sjæl efter at have været i krig for Danmark.
Flere af børnene har følt sig uden for, og nogle er blevet mobbet med, at deres far har været anderledes. Men lørdag blev der gjort et forsøg på at rette op på den smerte, mange børn har følt.
Det skete ved et arrangement i Horsens, hvor fem børn af krigsveteraner med posttraumatisk stresssyndrom blev tildelt en medalje.
- Man sender en hel familie i krig
En af medaljemodtagerne er Victoria Jensen. Hun kan ikke huske, at hendes far i løbet 1990’erne var udsendt til Balkan af flere omgange, men konsekvenserne lever hun stadig med.
- Når han sover, kan vi ikke gå ind til ham, fordi han har de voldsomme drømme. Og hvis vi skal vække ham, står vi helst ovre ved døren og råber. Vi skal ikke gå over og tage fat i noget ved siden af ham, siger Victoria Jensen.
Hendes far, Harald F. Jensen, lider af posttraumatisk stresssyndrom, og han ved godt, at det ikke kun er ham selv, der mærker det.
- Man glemmer mange gange, at hvis man sender en ud til brændpunkter, så sender man altså en hel familie, siger Harald F. Jensen.
Medaljen har stor betydning
Det er Naturgruppen under Landsforeningen Krigsveteraner & Pårørende i Horsens, der i samarbejde med Horsens Kommune, står bag arrangementet, som er det første af sin art i Danmark.
Målet er, at antallet af børnemedaljer skal udvides, så de fremover kan blive tildelt langt flere. Det synes Victoria Jensen er en god idé.
- Det betyder mega meget, fordi man bliver anerkendt for sig selv, og at man er ligeså meget værd som alle andre, siger Victoria Jensen.
Hendes far er også glad for, at datteren bliver hædret.
- Kald det krig eller ikke krig. Det er jo en krig for dem. Den bliver bare kæmpet på hjemmefronten, siger Harald F. Jensen.
Ifølge Information viser tal fra Arbejdsskadestyrelsen i 2015, at næsten tusind soldater har fået posttraumatisk stress, fordi de har været i krig for Danmark.