Samfund

Retsmediciner: Giftmord finder også sted i Danmark - men vi opdager det sjældent

Der kan gå mordere fri i Danmark, hvis forbrydelser aldrig vil blive opdaget, mener tidligere statsobducent.

Der er på liget af den dræbte Kim Jong-nam, halvbror til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, fundet spor af en dødbringende nervegift kendt som VX.

Men giftmord er ikke noget, der kun sker i andre lande, langt væk. Ifølge tidligere statsobducent og professor ved Syddansk Universitet, Jørgen Lange Thomsen, kan det være noget, som vi overser adskillige gange om året her i Danmark.

- Der må være nogen, der tager hinanden af dage med gift. Det kan ikke være anderledes, siger han og uddyber: 

- Det er spørgsmålet om, hvor finmasket vores undersøgelsesnet er. Man finder jo kun det, man undersøger for, og vi undersøger ikke ret mange for giftstoffer ved obduktioner.

Jørgen Lange Thomsen mener, man skal skrue op for brugen af kemiske analyser ved obduktioner. Specielt set i lyset af den seneste tids nyheder om en gruppe læger, der selv siger, at de har hjulpet uhelbredeligt syge patienter med at dø.

Flere sager i udlandet

Statsobducenten mener dog, at giftmord er mere udbredte i udlandet, end de er i Danmark. Han fremhæver nogle af de internationalt mest kendte sager som sagen om den engelske praktiserende læge, Harold Shipman, der i år 2000 blev dømt for 15 mord og fik 15 gange livstid. Efter retssagen afgjorde en undersøgelse, at der var bevismateriale nok til at fastslå, at Shipman havde dræbt over 200 mennesker med indsprøjtninger af heroin. Langt størstedelen af hans ofte var kvinder.

Også sagen om 'paraplymordet' på den bulgarske disident Georgi Markov i London bliver af Jørgen Lange Thomsen fremhævet som en af historiens mest kendte giftmord. Markov var stærkt kritisk over for det kommunistiske styre, og forfatteren blev 11. september 1978 forgiftet, da han en aften stod og ventede på bussen ved Waterloo Bridge i London. I forvirringen ved busstoppestedet skød en person en beholder med to huller på hver 0,34 millimeter ind i benet på Markov, der ikke anede uråd. Beholderen var gemt i en paraply, der på ægte James Bond-maner blev brugt til at skyde ind i benet på Markov, der døde tre dage senere. En senere obduktion viste, at Markov blev forgiftet med stoffet ricin.

Ifølge Jørgen Lange Thomsen havde de engelske retskemikere store kvaler med at få opklaret, hvad Markovs død skyldtes.

- For det første fordi stoffet var i så uendeligt små mængder. Og for det andet fordi, de ikke havde beredskabet. De havde ikke metoderne parat til at finde det stof. Men det lykkedes altså at få det opklaret til sidst.

Det perfekte mord

De stoffer, som har været forsøgt brugt herhjemme, er bladan og arsenik og så har det været plantegifte, gætter Lange Thomsen på.