Samfund

Embedslæge undersøger dødsfald efter indtagelse af forkerte Pamol-piller

Embedslæge undersøger om dødsfald i Esbjerg hænger sammen med en borgers indtagelse af de ombyttede Pamol-piller.

Esbjerg Kommune har fundet pakninger med de forbyttede Pamol-piller hos 14 borgere i kommunen.

Det oplyser direktør for Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen, til TV 2, efter kommunen har gennemgået alle pakninger med Pamol på kommunens plejecentre og private plejeboliger.

I en pressemeddelelse oplyser kommunen, at ud af de 14 borgere, som havde pakninger med forkerte piller stående, havde i hvert fald to personer spist af tabletterne. Den ene person er afgået ved døden, mens den anden har været indlagt på hospitalet.

- Det er pt. ukendt, om dødsfaldet og sygdommen har nogen sammenhæng med indtaget af tabletterne, skriver kommunen i pressemeddelelsen, og det understreger Arne Nikolajsen også over for TV 2.

- Dødsfaldet er indberettet til embedslægen og Lægemiddelstyrelsen, og embedslægen vil nu foretage en obduktion for at klarlægge, hvad dødsårsagen er, siger han.

Embedslæge skal nu obducere for at klarlægge dødsfald

I sidste uge oplyste producenten af de smertestillende Pamol-piller, at der var sket en fejl i en af producentens partier, så der i nogle dåser fejlagtigt var pakket den meget stærkere pille, Ibumetin 600mg, som ikkke kan købes i håndkøb.

Siden har kommunen arbejdet på højtryk for at undersøge, om den tilbagekaldte medicin fandtes hos nogle af borgerne.

- Vi har evalueret forløbet, og der er behov for en bedre orientering af kommunerne i sådanne situationer. Derfor sender vi nu en opfølgning til KL og Lægemiddelstyrelsen med forslag om at lave en fremtidig handlingsplan på området, siger direktør for Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen.

Borgere skal ikke være bekymret

Henrik L. Hansen, der er overlæge og leder af Styrelse for Patientsikkerheds enhed i Syddanmark, bekræfter over for TV 2, at styrelsen - det, der tidligere blev kaldt embedslægen - i samarbejde med politiet er i gang med en obduktion.

- Vi er i gang med retskemiske undersøgelser for at undersøge, om der er kemiske stoffer i kroppen, siger han og tilføjer, at der vil gå flere uger med obduktionen.

Henrik L. Hansen pointerer, at det centrale er, at det er sikret, at der ikke er flere borgere, der er blevet forgiftet.

- De relative få borgere, der har eller muligvis har været i forbindelse med lægemidlet, har fået besked. Viden om de ombyttede Pamol-piller er kommet så bredt ud, at folk er blevet gjort opmærksomme på risikoen, siger han.