Agnes har hæklet 1000 blæksprutter til for tidligt fødte børn
87-årig Agnes Wagner har viet sin fritid til at hækle bløddyr til landets hospitaler.
- Jeg kan rigtig godt lide, når der er nogle fine, klare farver, lyder det fra Agnes Wagner.
Stemmen i den anden ende af telefonen bærer præg af sin alder, men ikke desto mindre fortæller den 87-årige pensionist begejstret om sin nye milepæl. Siden sommeren 2013 har Agnes Wagner hæklet 1.000 blæksprutter til ære for landets hospitaler, der bruger bamserne til for tidligt fødte børn.
Milepælen ramte hun lørdag.
- Det er et skarpt hjørne at runde. Tænk på alle de børn, der har fået glæde af dem. Det kan jeg godt lide, siger hun.
Agnes Wagner startede med at hækle de efterspurgte blæksprutter, da hendes genbo spurgte, om det ikke var noget for hende. Efter lidt betænkningstid greb hun sin hæklenål. Hun havde nemlig fået at vide, at de hæklede bamser havde en beroligende effekt på for tidligt fødte børn, da blækspruttens fangarme mindede babyerne om en navlestreng.
I dag bruger Agnes Wagner derfor meget af sin tid på det, der i hendes øjne er "en god sag".
- Det har meget at sige, at børnene bliver glade, og at det kan være med til at trøste dem, siger hun og tilføjer:
- Jeg kan rigtig godt lide det. Det glæder mig hver gang, jeg kan lave en og få sendt den af sted.
En bamse der gør en forskel
Idéen til de hæklede blæksprutter - som en hjælp til for tidligt fødte - startede i 2013, hvor en far til et for tidligt født barn på Skejby Sygehus henvendte sig til en kvinde, der var god til at hækle.
Han havde nemlig hørt fra en sygeplejerske, at for tidligt fødte fandt trøst i ting, der lignede en navlestreng.
Han spurgte kvinden, om hun ikke kunne hæklet sådan en blæksprutte, som hun havde lavet til sin egen nyfødte dreng, til ham. Og med sig fik han en hæklet blæksprutte.
Nu har de små hæklede dyr bredt sig til resten af verden, efter det har vist sig, at blæksprutten har en beroligende effekt på de for tidligt fødte. Senest til det sydlige England, hvor de små sprutter med stor succes er blevet introduceret på Poole Hospital.
Herhjemme er netværket Spruttegruppen.dk blevet etableret efter forespørgslen. Gennem frivillige ambassadører bliver hæklede blæksprutter modtaget og sendt af sted til 17 neonatalafdelinger i Danmark og Grønland. Og det er netop dette fællesskab, som Agnes Wagner er en del af.
- Jeg er faktisk lige lavet en blæksprutte færdig, siger hun med et tilfreds smil og fortsætter:
- Den har rigtig mange farver og en rød mund. Mon ikke den falder i en babys smag?
Nyhæklede bamser skal hjælpe flere børn
Agnes Wagner er ikke den eneste, der med glæde bidrager til landsindsamlingen.
I alt er 21.936 hæklede blæksprutter af netværket Spruttegruppen.dk blevet afleveret til hospitaler i Danmark og Grønland siden 2013. Sidste år var antallet 5.125 bamser.
Og ifølge den 87-årige bidrager skal landets hospitaler forvente endnu flere bamser i den kommende tid. Agnes Wagner har nemlig fyldt en hel pose med nyhæklede blæksprutter, der står klar til at blive sendt af sted.
- Jeg bliver ved så længe, jeg kan, siger hun.