Plejedirektør beklager situationer efter hundredevis af klager
Firmaet Pleje Plus har fået omkring 250 klager på otte måneder.
Utilfredse borgere retter kritik mod det private plejefirma Pleje Plus, viser en aktindsigt, som TV 2 har fået adgang til.
Pleje Plus overtog en del af hjemmeplejen i Lolland Kommune i juni sidste år. Siden har kommunen modtaget 266 henvendelser fra borgere – heraf er cirka 250 klager.
Blandt andet blev en borger glemt på en bækkenstol af en nattevagt, mens flere klager lyder på, at de ældre ikke modtog deres medicin. I nogle tilfælde dukkede plejerne slet ikke op, andre kom ikke i bad eller oplevede manglende rengøring.
Gør alt for at rette op på det
I 19 Nyhederne på TV 2 søndag aften sagde Lena Løve Jensen, direktør i Pleje Plus, om klagerne:
- Vi har selvfølgelig nogle kvalitetsstandarder, som vi skal overholde. Og vi gør alt, hvad vi kan for at imødekomme borgernes ønsker og behov i hverdagen.
- Billederne kan være forskellige, alt efter hvem det er, der ser. Vi beklager selvfølgelig de situationer, der har været i høj grad og er rigtig kede af, at der er nogen ting, der kunne gå galt og gør alt, hvad vi kan for at rette op på det. Og har også taget kontakt til de respektive borgere, der har de her problemer.
Lena Løve Jensen fortæller, at der er flere situationer, hvor borgerne ikke har kontaktet Pleje Plus, når der er opstået situationer, der har ført til klager.
- Det kunnet have været rigtigt rart for os, for så kunne vi have gjort noget ved det, siger hun.
Forfærdelige oplevelser
93-årige Viola Gertsen er en af de borgere i Lolland Kommune, som Pleje Plus, var hyret til at tage sig af. Og det var bestemt ikke nogen positiv oplevelse, fortæller hendes datter, Jette Persson.
- Vi havde nogle forfærdelige oplevelser. Min mor fik ikke det tilsyn, som hun skulle have fra Pleje Plus. De skulle komme hver fjerde time, for at få hende på toilettet. Hun skulle have alt, hvad hun overhovedet kunne få. Men de kom ikke. De svigtede virkelig min mor, siger Jette Persson til TV 2.
Ifølge Jette Persson fik hendes mor det gradvist værre i den periode, hvor Pleje Plus tog sig af hende.
Har tændt den 'gule lampe'
Lolland Kommune har undersøgt alle klager og har ikke fundet belæg for, at Pleje Plus har brudt deres kontrakt. Ifølge viceborgmester Henrik Høgh (V) har man "skærpet opmærksomheden" på, om der bliver leveret en ordentlig service - og den "gule lampe" er tændt.
I færre end 10 tilfælde skal et eksternt tilsyn nu afgøre, hvorvidt der er tale om kontraktbrud.
Siden Pleje Plus overtog den private hjemmepleje i Lolland Kommune er antallet af brugere svundet. På blot otte måneder er 52 af de 456 borgere, som har hjemmepleje hos Pleje Plus, skiftet til et kommunalt drevet plejetilbud, oplyser Lolland Kommune, mens 10 borgere i samme periode er skiftet fra et kommunalt tilbud til Pleje Plus.
Har du personlige erfaringer med Pleje Plus eller hjemmeplejen i andre kommuner og ønsker du at dele historien med TV2, så skriv til clid@tv2.dk