Samfund

Kommunerne erklærer nu hver anden flygtning jobparat

.

Jobparate flygtninge gemmer på et potentiale, der skal tælles i milliarder af kroner, vurderer professor.

I årtier har kommuner, virksomheder og skiftende regeringer forsøgt at fremme integrationen ved af få flere flygtninge i arbejde.

For bare et år siden var det kun cirka tre procent af flygtningene, der blev vurderet i stand til at gå ud og tage et arbejde her og nu.

Men det tal ser ud til at være steget den seneste tid.

Hver anden er jobparat

Ifølge Berlingske blev hver anden flygtning eller familiesammenført, 51 procent, ved udgangen af 2016 erklæret jobparat ude i kommunerne. Det viser nye tal fra Udlændinge- og integrationsministeriet.

Den anden halvdel, 49 procent, bliver vurderet som såkaldt aktivitetsparate og ude af stand til at varetage et arbejde her og nu på grund af andre problemer. Det kan være alt fra fysiske handicaps til posttraumatisk stress.

Flygtningene gemmer på et potentiale, der skal tælles i milliarder af kroner, vurderer professor og forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed, Jan Rose Skaksen. Han er tidligere økonomisk vismand.

- Det nye sort i forhold til integration er at få de mennesker hurtigt ud på arbejdsmarkedet, og så må man tage uddannelser og danskkundskaber hen ad vejen, siger han.

- Det er et stort område, der hidtil ikke har fungeret godt nok, hvilket har været meget dyrt.

Slækkede på krav

Sidste år førte en lav andel af jobparate til en trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om en ny tilgang.

Med aftalen bliver flygtninge som udgangspunkt vurderet som jobparate, med mindre helt særlige forhold taler imod det.

Man slækkede blandt andet på kravet om, at man som flygtning skal kunne tale og skrive ansøgninger på dansk.

Selv med et stigende antal jobparate, er der stadig lang vej til regeringens mål om, at hver anden flygtning og familiesammenførte skal være i beskæftigelse

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tøver dog ikke med at kalde udviklingen "rigtig, rigtig positiv".

- Det betyder alt andet lige, at der kommer flere ud på arbejdsmarkedet, siger hun.

Som jobparat skal man inden for fire uger tilbydes et virksomhedsforløb af kommunen. Det kan være i form af virksomhedspraktik eller arbejde med løntilskud.