Samfund

To verdner blandet sammen: Derfor kan prins Joachim stikke boliggevinst i lommen

Luftfoto af Schackenborg Slot i Møgeltønder. Slottet ejes i dag af en fond. Prins Joachim og prinsesse Marie bruger stadig slottets sydfløj, når familien er i Sønderjylland. CLAUS FISKER / Scanpix Danmark

Prins Joachim har solgt endnu en ejendom i Sønderjylland. Og endnu engang skaber det debat.

Ligesom ved salget af Schackenborg Slot i 2014 vækker det nu undren, at prins Joachim for nylig har solgt landejendommen Sødamgård for 22.319.597 kroner og dermed ser ud til at kunne høste en stor gevinst på ejendomshandlen.

TV 2 Nyhedernes facebookside bølger debatten, og mange fremfører, at Schackenborg og de tilhørende ejendomme ved Tønder var en folkegave, så prinsen kunne bo i Sønderjylland. Derfor mener de, at han skal give pengene tilbage til folket, hvis han ikke vil bo der alligevel.

Men faktisk er der intet, der forhindrer prins Joachim i at tjene penge på ejendomshandel. Og hverken Schackenborg eller Sødamgård var en folkegave. 

Hvordan hænger det så sammen? Vi forklarer her, hvad der er op og ned: 

Schackenborg var ikke en gave

Landejendommen Sødamgård er én af fem gårde, der hører til Schackenborg Slot i Møgeltønder, som prins Joachim og prinsesse Marie solgte i 2014.

Prins Joachim arvede som blot ni-årig i 1978 Schackenborg og de tilhørende ejendomme fra det daværende grevepar Hans og Karin Schack, der ikke selv havde børn. 

Det kan han sagtens. Det har bare ikke været normalt før i tiden, at man som kongelig beskæftigede sig med ejendomshandel

Jens Høvsgaard, journalist og forfatter

Parrets nevø, den kendte musiker og tv-vært Mik Schack, fik buddet, men takkede nej. 

- Da jeg skulle overtage det, skulle jeg starte med en gæld på 22 millioner kroner, som det var belånt til af min onkel Hans Schack. Og oveni det kom så selve arveafgiften, har Mik Schack begrundet sit afslag over for dagbladet BT.

Prins Joachim med sine forældre og Karin Schack hos greveparret på Schackenborg.

Derfor besluttede greveparret at sende slottet tilbage til den kongelige familie, der havde ejet det frem til 1600-tallet, hvor Schack-slægten fik det foræret som tak fra Kongehuset.

Prins Joachim skulle arve slottet. Det var dronning Margrethes drøm, at hendes yngste skulle blive Kongehusets anker i Sønderjylland, som hendes forældre, dronning Ingrid og kong Frederik, havde været i deres tid. 

Men var det ikke en folkegave? 

Schackenborg Slot var således ikke en folkegave, men en arv.

Folkegaven kom først ind i billedet ved prins Joachim og grevinde Alexandras bryllup i 1995. Da fik parret 13 millioner i folkegave, der skulle tjene som et bidrag til at restaurere slottet.

Slottet blev i 2014 solgt til en fond (bestående af de lokale erhvervsgiganter Lego, Ecco og Danfoss, red.) for 100 millioner kroner. Trods en del gæld kunne prinsen dengang sætte 56 millioner kroner ind på sin konto for slotssalget. 

Det er os selv som folk og vores politikere, der har valgt at se gennem fingre med det her. Så vi ligger, som vi har redt. 

Jens Høvsgaard, journalist og forfatter

Ligeledes må man formode, at han også denne gang kan stikke provenuet fra boligsalget direkte i lommen. 

Og det er der ikke noget forkert i, lyder det fra Jens Høvsgaard, der er journalist og forfatter til bogen "Det koster et kongerige -  Bag om kongehusets penge og privilegier".

- Det kan han sagtens. Det har bare ikke været normalt før i tiden, at man som kongelig beskæftigede sig med ejendomshandel, siger han og giver medhold til dem, der synes, det lyder underligt. 

- Det er en mærkelig konstellation. At han både kan være forretningsmand og samtidig kan få årpenge fra staten og være momsfritaget og alle de andre privilegier, der ligger i at være kongelig. Det er to forskellige verdener, man blander sammen, mener han. 

Apanage og boliggevinst

Det falder mange af TV 2s facebookbrugere for brystet, at prins Joachim på den ene side får apanage - 3,4 millioner kroner årligt - og på den anden side kan tjene millioner på bolighandel. 

- Han har vist, hvad han, konen og børnene har behov for. Så de behøver vist ikke flere penge, skriver for eksempel Berit Haugaard Kristensen. 

Forbindelsen til Sønderjylland er blevet en tand mindre.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, February 8, 2017

Andre drager paralleller til situationen for andre på offentlig forsørgelse - kontanthjælpsmodtagere: 

Lotte Skjerk Thomsen mener, at når de kongelige selv tjener penge, burde apanagen reduceres. 

Forbindelsen til Sønderjylland er blevet en tand mindre.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, February 8, 2017

Og Mads Lundberg spørger direkte

- Skal han så ikke trækkes i kontanthjælpen, når han har andre indtægter? 

Journalist og forfatter Jens Høvsgaard kan godt forstå, at mange har svært ved at se, hvordan de to ting kan harmonere.

- Det klinger lidt forkert. Grunden til, at man giver de kongelige en pæn årsløn, er jo, at de skal kunne afholde sig fra at indgå i betænkelige konstruktioner i erhvervslivet. De får en klækkelig hyre for at udføre deres repræsentative arbejde og være uafhængige. Dronningen og hendes familie er repræsentanter for den danske stat. Derfor har de privilegier og er i en ophøjet position, siger han. 

- Når man så begynder at lave de her ting, som prins Joachim gør, så træder man lidt ned og blander sig i almindelige menneskers ageren, selvom han jo stadig er dækket ind under de kongeliges privilegier og for eksempel ikke kan føres for en dommer.

Burde han helt holde sig fra erhvervslivet og ejendomshandel?

- Nej, nu har man jo givet ham lov til det. På samme måde som at man giver Kongehuset lov at tage imod gaver og vennetjenester. Det er os selv som folk og vores politikere, der har valgt at se gennem fingre med det her. Så vi ligger, som vi har redt, siger Jens Høvsgaard. 

Fransk sommerhus er også til salg

Udover salget af selve Schackenborg og nu Sødamgård har prins Joachim også solgt flere andre boliger fra. 

Blandt andet solgte han i 2006  Schackenborg Slotskro. Et salg, der faldt sammen med skilsmissen fra grevinde Alexandra og købet af villaen på Svanemøllevej på Østerbro i København, hvor hun efterfølgende bosatte sig med prinserne Nikolai og Felix.

Og i sommeren 2016 satte han sit sommerhus i Provence i Sydfrankrig til salg. Prisen lyder på 2,2 millioner euro svarende til 16 millioner kroner.

- Dygtig ejendomshandler. Det gælder om at få solgt nogle af sine ejendomme, inden de nye ejendomsskatter bliver udskrevet, skriver Ole Kamper som en af de positive i facebookdebatten.

Uni Ahm viser også forståelse: 

- Når man som 11-årig overtager en ruin, som der skal lægges millioner i, står det jo en frit for som voksen at flytte nærmere familien. Han har jo ikke selv bedt om slottet, skriver hun.

Forbindelsen til Sønderjylland er blevet en tand mindre.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, February 8, 2017

Deltag i debatten på TV 2 Nyhedernes facebookside: 

Forbindelsen til Sønderjylland er blevet en tand mindre.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, February 8, 2017