Samfund

Susanne Bier skal lave tv-serie ud fra Blixens Afrika-erindringer

Den oscarvindende danske filminstruktør skal tage livtag med Karen Blixens Afrika-fortællinger i ny tv-serie.

Den danske filminstruktør Susanne Bier skal instruere en ny tv-serie baseret på Karen Blixens erindringer.

Det skriver netmediet The Hollywood Reporter.

Det er blandt andet spillefilmen "Mit Afrika" fra 1985, der skal danne grundlag for serien.

Susanne Bier er stolt over at være tilknyttet et projekt, der bygger på Karen Blixens liv og erindringer.

- Hun (Karen Blixen, red.) har altid fascineret mig. Denne mulighed for at arbejde med hendes vedvarende arv er en stor udfordring og et endnu større privilegium, siger hun ifølge The Hollywood Reporter.

Mit Afrika

Filmen "Mit Afrika", der havde Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne, vandt syv oscarstatuetter - inklusiv for bedste film - i 1985.

Det er filmproducer David Heymans selskab Heyday Television, der i samarbejder med NBC Universal International Studios står bag projektet.

- Vi er meget glade for, at Susanne Bier har så nært et forhold til Karens (Blixen, red.) fortælling.

- Med så stor succes fra både film og tv er hun den perfekte instruktør til at tage os med til Afrika gennem øjnene på Danmarks mest berømte forfatter, siger David Heyman, der også var producer på filmene "Harry Potter" og "Gravity".

Ifølge The Hollywood Reporter skal Susanne Bier både være producer og instruktør på projektet, hvis navn endnu ikke er kendt.