Samfund

Op mod 10 svaner dør hver dag - og det kommer de til at blive ved med

Dansk Ornitologisk Forening havde forud for mødet ytret ønske om at få kablerne gravet ned. Den løsning er fortsat i spil, men der kan gå lang tid.

Svanerne drætter i stor stil ned på ”Dødens Mark” i Næstved Kommune efter nærkontakt med elkabler, men nu er der måske hjælp på vej.

Det bliver dog ikke lige med det samme.

Dansk Ornitologisk Forening mødtes onsdag eftermiddag med det statsejede Energinet.dk, der ejer kablerne, for at finde ud af, hvordan de mange dødsfald og brækkede vinger kan undgås.

Vil presse på for penge til nedgravning

Alene siden nytår har mindst 180 knopsvaner mistet livet efter at have ramt kablerne. I nogle tilfælde helt op til 10 om dagen. Derfor havde Dansk Ornitologisk Forening på forhånd udtrykt ønske om at få gravet kablerne ned.

Den løsning var dog ikke umiddelbart så fristende for Energinet.dk, der finder den meget dyr. Men efter onsdagens møde er der måske alligevel udsigt til, at elkablerne bliver fjernet fra jordens overflade.

Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening, siger efter mødet til TV 2, at det er planen at ansøge den pulje på en milliard kroner, Folketinget har afsat til særligt udsatte steder.

Om elkablerne over markerne øst for Dybsø Fjord så også får del i pengene vides endnu ikke, men Knud Flensted er fortrøstningsfuld.

- Vi er meget glade for, at der er mulighed for at ansøge den her pulje til nedgravning. Det her sted er et af de værste i landet, så vi er rimelig fortrøstningsfulde i forhold til at få pengene og vil presse på for, at det sker, siger Knud Flensted til TV 2.

Omkring 5000 knopsvaner vurderes hvert år til at miste live efter kollision med elkabler. Her er det mest udsatte steder i Danmark.

Kræver handling nu

Der kommer dog til at gå noget tid, før ansøgningen er afsendt, og en afgørelse truffet.

Det betyder, at der kan gå op til flere år, før kablerne eventuelt bliver gravet ned, og med de mange dødsfald er det nødvendigt at gøre noget nu, mener Dansk Ornitologisk Forening.

Den holdning deler Energinet.dk, der tirsdag fortalte TV 2, at de er foruroliget over de mange ubehagelige billeder.

- Vi har ikke før fået så mange meldinger om døde fugle, så vi er blevet lidt chokerede og taget lidt på sengen, sagde afdelingsleder i Energinet.dk, Niels Bjørkbom, tirsdag.

En midlertidig løsning kan være at sætte en form for varsling op på elkablerne. Det kan være i form af orangefarvede bolde, så fuglene bedre kan orientere sig. Men da mange af kollisionerne finder sted ved skumringstid, er det langt fra nok til at redde alle, siger Knud Flensted.

- Det eneste, der rigtig kan fjerne problemet, er at grave kablerne ned, siger Knud Flensted og fortsætter:

- Nu afventer vi og ser, hvad Energinet.dk kommer med af forslag til varsling, og så ser vi på dem. Det handler både om pris og hvad elkablerne kan holde til at bære. Det vil dog ikke fjerne problemet, men kun minimere det.