Samfund

180 svaner har mistet livet siden nytår: Nu skal der findes en løsning på ”Dødens Mark”

Særligt svanerne kommer galt afsted, fordi de ikke kan se elkablerne. Det skal der findes en løsning på, men hvad den består af, er der uenighed om.

Siden nytår har mindst 180 svaner mistet livet efter at være braget ind i elkabler over markerne øst for Dybsø Fjord i Næstved Kommune.

Det er alt for mange, mener Dansk Ornitologisk Forening, der onsdag mødes med elkablernes ejer, Energinet.dk, på det, som lokale har døbt ”Dødens Mark”.

Formålet med mødet er at finde en løsning, der kan begrænse de mange dødsfald, der flere gange er blevet filmet af forbipasserende.

- Det her foregår også andre steder i Danmark, men det er usædvanligt, at vi får så mange billeder af det. Det er temmelig spektakulært og trist, at så mange fugle dør på den måde, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening, til TV 2.

Omkring 5000 knopsvaner vurderes hvert år til at miste live efter kollision med elkabler. Her er det mest udsatte steder i Danmark.

Kræver kablerne gravet ned

På marken ved Dybsø Fjord, er det hovedsagelig knopsvaner, der rammer elkablerne. Men sangsvaner, canadagæs og rovfugle er også uheldige i skumringstiden, hvor det kan være svært at se.

Derfor vil Dansk Ornitologisk Forening have gravet kablerne ned.

Bliver de ikke det, vil der frem til midten af marts være mange flere fugle, der dør eller brækker vingerne. Og det vil gentage sig år efter år, indtil der gøres noget, siger Knud Flensted.

Hos det statsejede Energinet.dk siger afdelingsleder Niels Bjørkbom til TV 2, at der ikke umiddelbart er udsigt til, at kablerne bliver gravet ned. Omkostningerne er nemlig meget store, lyder det.

Alligevel håber han, at de to parter på mødet onsdag kan nærme sig en løsning, der kommer fuglene til gode.

- Vi har ikke før fået så mange meldinger om døde fugle, så vi er blevet lidt chokerede og taget lidt på sengen, siger Niels Bjørkbom.

Vil diskutere alternative løsninger

Han håber, at mødet vil gøre ham klogere på, hvad der er teknisk muligt at lave af løsninger, samt hvor hurtigt det kan sættes i gang.

En mulighed, som både Energinet.dk og Dansk Ornitologisk Forening nævner, er at hænge en form for varsling op på elkablerne.

Varslingen kan ifølge Dansk Ornitologisk Forening være orange bolde, der giver fuglene en mulighed for at orientere sig. Men da mange af kollisionerne finder sted i skumringstiden, er løsningen ikke optimal, lyder det fra Knud Flensted.

- Det kan være med til midlertidigt at begrænse skaderne, men det vil ikke fjerne problemet, for så længe man har kablerne hængende, vil fugle flyve ind i dem, siger han.

Niels Bjørkbom erkender, at varsling på kablerne ikke er ideel, men han håber, at der på mødet onsdag kan blive diskuteret løsninger, som kan blive efterprøvet.

- Vi vil gerne håndtere de her grimme billeder, vi ser dernede fra. Vi har ikke så meget erfaring med det, så vi håber, vi kan få aktiveret nogle lokale og måske få lavet nogle forsøg, så vi kan se, hvad der virker bedst, siger Niels Bjørkbom.