Samfund

Det skal du gøre, hvis du får delt nøgenbilleder på nettet

​Der er hjælp at hente, hvis du får intime billeder delt uden dit samtykke.

Hvis jeg nu får tilsendt et letpåklædt billede af en af pigerne fra parallelklassen, må jeg så dele det med mine venner på nettet? Og hvad gør jeg, hvis jeg finder ud af, at nøgenbilleder af mig ligger på Facebook?

Det er nogle af de spørgsmål, som mange elever på landets folkeskoler i denne uge lærer at besvare. Traditionen tro forvandles årets sjette uge til Uge Sex, hvor den konventionelle undervisning skiftes ud med læren om sex og sundhed.

I år er det de unges rettigheder online såvel som offline, der er på skoletavlen, og et af emnerne på ugens pensum er det voksende fænomen hævnporno, hvor især piger bliver udstillet med nøgenbilleder på nettet.

Ofte er der tale om billeder, som pigerne selv har sendt til en kæreste eller en ven, men som så efterfølgende er blevet offentliggjort. Men heldigvis er der hjælp og gode råd at hente, hvis ens intime billeder bliver spredt uden samtykke.

Red Barnet og Det Kriminalpræventive Råd har udarbejdet siden Sikker Chat, hvor du kan finde en guide til, hvordan man sletter og anmelder billeder og videoer på sociale medier.

Derudover har Red Barnet og Det Kriminalpræventive Råd følgende gode råd:

Det kan du gøre for at få et billede fjernet fra nettet

  1. Undersøgt hvor bredt det er spredt

    Undersøg hvor mange, der kan have set billedet. Ligger billedet fx kun på en kammerats telefon, i en privat Facebook-gruppe eller offentligt på Instagram?  Hvis muligt, bed personen om at slette billedet omgående. Meget gerne imens du ser det, så du kan føle dig helt sikker.

  2. Kontakt de sociale medier

    Er billedet delt på sociale medier kan det desværre hurtigt forlade en enkelt Facebook-profil. Fx hvis en person deler billedet med andre venner. Kontakt det sociale medie og giv gode grunde til, hvorfor du vil have billedet slettet. 

    ·  Du skal være indstillet på, at man, når man skriver til det sociale medie, skal skrive gode grunde til, at billedet skal slettes. Det kan fx være, at billedet krænker dit privatliv, eller at det strider imod udbyderens egne regler om nøgenbilleder. Du skal være klar over, at det kan tage tid og flere forsøg før, at billedet bliver slettet. 

    Se mere på Sikker Chat vejledninger

  3. Snak med de voksne

     

    Fortæl det til en voksen, som du stoler på.  Mange voksne forstår mere end man tror.  Det kan fx være en forældre, lærer eller skolens SSP-medarbejder.

  4. Overdøv det dårlige

     

    Tjek, hvad andre kan finde om dig. Søg på dit navn på forskellige søgemaskiner, og find ud af, hvad der findes af information om dig.  Overdøv det dårlige med godt. Du kan lægge andre billeder og opdateringer ud, så billederne bliver mindre synlige.

    Husk på, at billeder kan forstås forskelligt alt efter, hvem der ser på det. 

     

Ovenstående er blot nogle af de gode råd, som du kan finde på hjemmesiden http://sikkerchat.dk. 

Bag hjemmesiden står Red Barnet og Det Kriminalpræventive Råd.