Overlæge kalder ny behandling for største gennembrud han har set i sin karriere

Ny behandlingsform giver lungekræftpatienter 40 procent bedre chancer for at overleve.

Kun 13 procent af de personer, der får konstateret lungekræft, er i live fem år senere.

Men en ny behandlingsform, som nu er blevet godkendt, er gode nyheder for lungekræftpatienter. Behandlingen forbedrer nemlig mulighederne for overlevelse med 40 procent.

Det vækker glæde hos Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg jubler også, jeg jubler på patienternes vegne, siger administrerende direktør Leif Vestergaard Pedersen.

Overlæge har ikke set lignende

Behandlingen, som er lige på trapperne i Danmark, kaldes immunterapi. Det er en behandlingsform, hvor man udnytter kroppens eget immunforsvar til målrettet at bekæmpe kræftceller.

Overlæge Peter Meldgaard, der er klinisk lektor på onkologisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital, arbejder dagligt med bekæmpelsen af lungekræft. Og han er meget imponeret over resultaterne af det nye studie af immunterapi.

- Det her studie er så godt og viser så store resultater, som jeg ikke har set i min karriere inden for lungekræft, siger han til TV 2.

Førhen skulle lungekræftpatienter først igennem kemoterapi, men med den nye behandlingsform kan de nu se frem til at få immunterapi helt fra begyndelsen.  

- Når man giver det i første linjebehandling, det vil sige den allerførste behandling, man får, i stedet for kemoterapi, så har det en rigtig stor effekt, siger Peter Meldgaard.

Hvert år rammes gennemsnitligt 4563 personer af lungekræft i Danmark ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse. I gennemsnit dør 3701.

Men det er kun 1200 lungekræftpatienter om året, der kan modtage den nye behandling.

- Vi må bare sige, at der er desværre stadig lang vej, inden vi har en kur mod lungekræft, den bedste kur mod lungekræft er faktisk at lade være med at ryge, siger Leif Vestergaard Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Hold kæft, det går den rigtige vej

En af dem, der får behandlingen, er Michael Strøm, som er lungekræftspatient og hver anden uge tager til Aarhus Universitetshospital for at blive behandlet. Han mærkede straks virkningen.

Michael Strøm er lungekræftpatient og glad for at være i immunterapi.
Michael Strøm er lungekræftpatient og glad for at være i immunterapi. Foto: TV 2

- Der kan du allerede første gang se: ”Hold kæft, det går den rigtige vej,” siger han.

Han begyndte med kemobehandling, men nu får han immunterapi, og han er glad for skiftet.

- Med det forløb, der er, så vil jeg sige, så behøver man ikke nødvendigvis at skulle sygemelde sig, siger Michael Strøm.