Lippert

Susanne Bier bakker nu Meryl Streep op: Det var rigtigt at kritisere Trump

Kritikken af Donald Trump har fyldt meget den seneste tid - især blandt Hollywoods stjerner. Nu går den danske instruktør Susanne Bier ind i debatten.

Hun sad selv i salen, da en af de mest omtalte takketaler blev leveret. Susanne Bier sad som hundredvis af Hollywoods stjerner i salen under Golden Globe-showet i januar, hvor Meryl Streep brugte sin taletid på at lange ud efter USA’s dengang kommende præsident Donald Trump.

- Det var meget gribende. Hele salen var tryllebundet og meget bevæget. Det var super elegant, at hun slet ikke nævnte ham ved navn, husker Susanne Bier.

Susanne Bier har blandt instrueret film som den Oscar-vindende Hævnen, trekantsdramaet Brødre og senest serien The Night Manager (Natportieren på dansk). Ifølge hende selv, så er hendes styrke at behandle de store moralske spørgsmål i livet og i samfundet ved at fortælle historier på filmlærredet.

- Jeg synes, at jeg i alt, hvad jeg laver, er ret tydelig med, hvad jeg synes er rigtigt og forkert. Og jeg synes, at Meryl Streep har ret, forklarer Bier.

Hun afviser dog selv på nuværende tidspunkt at stille sig op på samme måde for at levere et politisk budskab fra scenekanten.

- Jeg vil hellere være en sindssygt god filminstruktør end en halvdårlig politiker, lyder det fra Susanne Bier.

Trump og brutaliteten i samfundet

Susanne Bier mener dog, det er vigtigt, at vi sætter ord på, hvad det er for en udvikling, der er i samfundet i øjeblikket. Selv bliver hun bekymret over, hvad hun ser.

- Jeg synes, der har sneget sig en form for brutalitet ind, som er en form for foragt, siger hun, mens hun henviser til debatten om Donald Trump, der blev fanget i at sige, at han ragede på kvinder, og at de fandt sig i det, fordi han var en stjerne.

- Der er en mand, som man har set udtale sig om kvinder på den mest stødende måde og så er der alligevel nogen der siger; Det er bare sådan noget omklædningsrums-snak. Det er ok at sige, at man kan antaste kvinder, fordi man er en stjerne. (…) Og det synes jeg ikke, det er. Og jeg synes, det er en skræmmende udvikling. Det gælder også over for flygtninge og alle, der er svage. Der måske har mere brug for os, end vi har for dem. Jeg synes ikke, den form for ligegyldighed er tilladelig, konkluderer Susanne Bier.

Virkeligheden overgår fiktionen

Som historiefortæller og filmmenneske, så er der nok at tage fat på for Susanne Bier netop i en tid, hvor samfundet kan virke som værende i opbrud. Selv beskriver hun en ængstelighed over, hvad der kommer til at ske, eller hvad man selv kan stille op som enkeltperson. Stof som både film og tv-serier er gjort af. Hun vil dog ikke ud med, hvem hendes næste helt eller skurk bliver.

- Det bliver rigtigt, rigtigt svært at lave en fiktiv skurk, som overgår virkelighedens største skurk i øjeblikket, griner instruktøren.

- Og virkelighedens største skurk er? spørger studievært Søren Lippert.

- Jamen, så behøver jeg ikke at sige mere, slutter Susanne Bier.

- Ligesom Meryl Streep – man skal selv regne det ud, lyder det fra Søren Lippert.