Donald Trump

USA's indrejseforbud gælder også danske borgere med to pas

Borgere med dobbelt statsborgerskab er omfattet af amerikansk indrejseforbud, oplyser Borgerservice.

Danskere med dobbelt statsborgerskab i et af de syv lande, der er omfattet af det amerikanske indrejseforbud, får ikke lov at rejse ind i USA.

Det oplyser René Dinesen, chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice. Her har man i løbet af weekenden arbejdet på at få afklaring om indrejseforbuddets konsekvenser.

- Indrejseforbuddet er kommet lidt som en overraskelse for en del lande, og det rejser en del spørgsmål. Vi har fra dansk side været i kontakt med de amerikanske myndigheder dels i Washington og dels den amerikanske ambassade her i København.

Personer vil blive afvist

- Det har især været for at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt danskere med dobbelt statsborgerskab i et af de syv bliver afvist, hvis de tager til USA med deres danske pas. Svaret er, at det gør de, siger Rene Dinesen.

Den nytiltrådte amerikanske præsident, Donald Trump, har udstedt et midlertidigt indrejseforbud for personer fra syv overvejende muslimske lande i foreløbigt 90 dage.

Der er tale om borgere fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen. Nogle lande tillader ikke dobbelt statsborgerskab.

For danskere blev det muligt at have to pas med en lovændring i 2014.