Overlæge om samtaler på gangene: Det er slet ikke i orden - men sådan er hverdagen

- Det er grænseoverskridende, siger pårørende. Lægeformand peger på sygehusenes økonomiske rammer.

Nu står en overlæge på Hvidovre Hospital frem og fortæller TV 2 om en hverdag, hvor fortrolige samtaler med patienter om alvorlige sygdomme ofte foregår nærmest i fuld offentlighed med flere andre patienter som ufrivillige vidner, enten på gange eller på stuer med flere patienter.

- Det føles ikke godt. Du ved, der ligger en på den anden side af gardinet, som kan lytte med. Det er bare ikke særlig rart. Det er jo slet ikke i orden for de mennesker, der ligger her og skal opereres, siger Peter Toft Tengberg, overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital til TV 2 NYHEDERNE.

Men det er hverdag på mange hospitaler.

- Sådan er det her, og sådan er det også, ved jeg fra kolleger, på mange andre sygehuse, siger Peter Toft Tengberg.

TV 2 NYHEDERNE kunne også fortælle, hvordan Rasmus Rasmussens 52-årige far tirsdag på Odense Universitetshospital (OUH) fik stillet en blodprop-diagnose, men oplysningen blev ifølge familien ikke givet i et lukket og fortroligt rum, som reglerne ellers foreskriver. Diagnosen blev derimod overbragt i et lille indhug på gangen på skadestuen i nærheden af mange andre patienter, forklarer Rasmus Rasmussen fredag til TV 2.

I en mail har direktøren på OUH, Michael Dall, beklaget familien Rasmussens oplevelse på hospitalet.

- Jeg beklager rigtigt meget patientens og dens pårørendes oplevelse af situationen. Vi er opmærksomme på det, og vi gør alt, hvad de fysiske rammer tillader for at skabe et fortroligt rum, men på travle dage og med flersengsstuer kan det være en udfordring, lyder det i svaret, skriver han.

Men det er ikke kun på sygehusene i Hvidovre og Odense, den er gal.

Forleden kunne TV 2 vise private optagelser filmet af Camilla Jespersen, der viser, hvordan en ældre patient på Herlev Hospital bliver tilset af en læge i fuld offentlighed - Camilla Jesperen kunne ikke undgå at overhøre samtalen mellem læge og patient.

- Han ligger i hospitalstøj. I ble. Jeg synes ikke, det er okay, at man undersøger patienter ude midt på gangene i venteområdet til offentligt skue, sagde Camilla Jespersen til TV 2.

På Herlev Hospital har man også beklaget forløbet.

- Vi er rigtig kede af det. Det er ikke noget, der sker ofte. Men jeg kan se, at det er sket én gang, og det er én gang for meget. Det vil jeg i morgen snakke med lægerne om og indskærpe, at det ikke skal ske igen, sagde overlæge på Neurologisk Afdeling Jesper Erdal.

Det er ellers over et år siden, Styrelsen for Patientsikkerhed udtalte kritik af netop Hvidovre Hospital efter det var kommet frem, at læger og sygeplejersker foretog konsultationer af patienterne på gange og i opholdsarealer, hvor uvedkommende kunne lytte med på de meget private samtaler.

Det blev blandt andet dokumenteret i TV 2-dokumentaren "Patienten, der fik nok" om TV 2-journalist Michael Bechs behandlingsforløb på Hvidovre Hospital.

Ifølge formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, er det rammerne på hospitalerne, den er gal med. 

- Vi har ikke de rigtige rammer på hospitalerne til at have de her samtaler med patienterne. Vi har problemer med at løbe hurtigt, og overbelægningen gør, at de her ting sker en gang imellem. Det er uacceptabelt og uværdigt. 

- Vi skal som læger blive bedre til at sige fra. Men er man interesseret i at løse det, så skal man kigge på de rammer, vi arbejder under, siger Andreas Rudkjøbing.