Samfund

Musikspillende børn klarer sig bedre i skolen

En stor dansk undersøgelse viser klart, at musikbørn, som violinspillende Caroline, har lettere ved at lære i skolen.

Caroline Emma Juul går i 4. klasse, og på hendes skoleskema står der – ganske usædvanligt – 45 minutters violinspil om ugen.

På Gedsted Skole i Vesthimmerland har alle elever ekstra musikundervisning i skolen. For Caroline har det været en god oplevelse at stifte bekendtskab med både violin og cello.

- De siger, at jeg har lært det hurtigt, og at jeg er god, siger hun.

Hvad tænker du selv?

- Jeg tænker også, at jeg er sådan lidt god, indrømmer Caroline.

Bedre arbejdshukommelse

Og musikundervisningen gør muligvis mere godt end bare at lære eleverne at spille.

En stor undersøgelse blandt 20.000 danske skoleelever viser helt entydigt, at børn, der lærer at spille et instrument eller går til sangundervisning, har bedre forudsætninger for at lære at læse og regne.

Forskerne bag den store undersøgelse, der er den hidtil største i verden, har nemlig fundet en helt entydig sammenhæng mellem at spille musik og så det at have en god arbejdshukommelse.

- Man bruger jo sin hukommelse, når man spiller musik. Det er helt nødvendig at have en god arbejdshukommelse for at kunne spille musik på en god måde.

- Det er ny, unik viden, som har stor betydning for vores viden om, hvordan musik påvirker og ændrer hjernen, siger manden bag undersøgelsen, professor Peter Vuust fra Aarhus Universitet.

Peter Vuust er professor ved "Center for Music in the Brain" på Aarhus Universitet.

Årsag og vikning

Han skynder sig dog at tilføje, at der er én afgørende ting, som man ikke ved endnu – og som kun yderligere undersøgelser kan afsløre:

- Vi kan ikke konkludere, om det er fordi de spiller musik, at de bliver bedre til arbejdshukommelse. Eller om det præcist er de studerende eller elever, som har en god arbejdshukommelse, som også er gode til at spille musik, siger Peter Vuust.

For musiklærer Lykke Søndergaard, der underviser Caroline Emma Juul i violinspil på Gedsted Skole, er det dog ikke spor overraskende, at der er gode sideeffekter ved at lære at spille på et instrument.

- Så skal det måske spredes endnu mere ud på skolerne rundt omkring, hvis det giver så mange forskellige bonusser. Både i det sociale, men også i det rent faglige, siger Lykke Søndergaard.