Samfund

Vi bliver federe og mere passive bag vores skærme

Kvinderne henter ind på mændene. Både når det gælder svær overvægt og fysisk passivitet foran skærmen.

Overvægt er nu næsten lige så almindeligt som normalvægt blandt voksne.

Det viser en nordisk befolkningsundersøgelse af kost, fysisk aktivitet og overvægt, som DTU Fødevareinstituttet har stået i spidsen for.

Det er anden gang, den fællesnordiske befolkningsundersøgelse udarbejdes for Nordisk Ministerråd. Generelt går det den gale vej, når det gælder voksnes sundhed.

Hver tredje voksne i Norden var i perioden 2011-2014 fysisk inaktiv. Tre ud af ti brugte desuden mere end fire timer dagligt på stillesiddende skærmtid i fritiden. Samtidig var forekomsten af overvægt og svær overvægt høj.

- Antallet af svært overvægtige ser desværre ud til at stige i stedet for at stabilisere sig. Det er uheldigt, eftersom de helbredsmæssige konsekvenser kan koste både det enkelte individ og samfundet dyrt, siger seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet.

Hver tredje voksen er fysisk inaktiv

Overvægt har især ramt danske mænd, og der er stadig flest overvægtige danske mænd - 56 procent mod 38 procent af kvinderne.

Men kvinderne haler i den nye undersøgelse ind på mændene. Især når det gælder svær overvægt, hvor kvindernes andel accelererer, mens mændene står stille.

- Det er bekymrende, fordi de sygdomme, der knytter sig til overvægt, er alvorligere, jo større grad af overvægt, der er tale om, siger Jeppe Matthiessen.

Desuden er hver tredje voksen fysisk inaktiv. De bevæger sig mindre end de anbefalede 30 minutter dagligt med moderat til hård aktivitet.

- At så mange er inaktive, er en central risikofaktor i forhold til øget dødelighed, hjerte-kar-sygdomme og type-2-diabetes, siger Jeppe Matthiessen.

Oveni tilbringer vi stadig mere flydetid i fritiden foran computere, tv og mobiltelefoner.

- Når de fleste kun er vågne i omkring otte timer ud over arbejdet, er det meget, når hver tredje voksen dagligt bruger over fire timer i fritiden bag en skærm.

- Det giver ikke megen tid til for eksempel motion. Desværre har kvinderne også på det område hentet ind på mændene siden 2011, siger Jeppe Matthiessen.

I listen nedenfor har læge og slankeekspert, Jerk W. Langer, samlet sine bedste slanketips, som er enkle og nemme at følge, hvis du gerne vil af med et par kilo.

Ekspertens bedste slanketips

  1. Bevæg dig mere i dagligdagen

    Når du transporterer dig rundt i din dagligdag, så sørg for at tage cyklen - og gå en masse ture. Du kan også sørge for at træne foran fjernsynet, mens du ser dit yndlingsprogram. 

  2. Køb ikke ind på tom mave

    Hvis du køber ind på tom mave, er chancen for, at der ryger noget usundt i kurven, større, fordi din modstandskraft ryger. Hvorfor tror du ellers, at slikket er placeret oppe ved kassen, hvor du står i kø? Så sørg for at være mæt, når du går på indkøb.

  3. Lav din mad selv

    Hvis du selv står med råvarerne i dit køkken, kan din mad ikke undgå at blive sundere og mindre kaloriefyldte, fordi du dropper færdigretter og halvfabrikata. Hvis du ikke er vant til at lave mad selv, kan det hjælpe bare at gøre det selv tre til fire gange om ugen.

  4. Kast ikke maden ned

    Spis indtil du ikke er sulten længere, og ikke indtil du er mæt. Du kan bedre fornemme din sult, hvis du under måltiddet slukker tv'et, og lægger bestikket mellem hver mundfuld, så du spiser langsommere, og mætheden indfinder sig tidligere.

  5. Få din nattesøvn

    Få din nattesøvn ved at slukke tv'et, lægge mobilen væk og dæmpe belysningen. Dårlig søvn og stress får os til at spise både mere og usundere. Det er faktisk en meget overset årsag til overvægt.

  6. Drop mellemmåltidet

    Der er ingen grund til at spise mellemmåltider - dine hovedmåltider er nok. Hvis du føler dig lidt sulten inden et hovedmåltid, er det helt okay. Det er en uvane at proppe sig med mad ved det mindste tegn på sult.

  7. Kig på taljemål og ikke vægt

    Slank er ikke det samme som sund, og tyk er ikke det samme som usund. Dit taljemål er sundhedsmæssigt vigtigere end kropsvægten. Hver gang du smider en centimeter omkring maven, bliver du sundere og forebygger alvorlige sygdomme såsom diabetes, blodpropper, depression, demens, gigt og kræft.