Samfund

Kommunen ville tage Sørens datter – ansættelse ændrede alt

God kommunikation mellem jobcenteret på Lolland og øens virksomheder har fået flere langtidsledige i job. For Søren Rosenhave har det betydet alt.

Lolland er en af de kommuner, der har størst ledighed og flest på kontanthjælp. Til gengæld er kommunen blandt de bedste i landet, når det handler om at hjælpe folk i job.

En af de lollikere, som for nyligt har fundet sin vej ind på arbejdsmarkedet, er Søren Rosenhave. For første gang i sit liv har han fået fast arbejde.

- Jeg har aldrig passet ind på et normalt arbejdsmarked, fortæller han. 

Psykiske problemer og stofmisbrug spændte ben for Sørens mulighed for at arbejde, indtil han mødte Brian Hansen, der er fabrikschef på Styrolit.  

- Jeg ser jo det samme i Søren, som jeg ser i alle andre. Jeg ser en mulighed for at hjælpe et menneske, siger Brian Hansen. 

Kommunen ville fjerne Sørens nyfødte datter

For Søren Rosenhave har jobbet betydet mere end en økonomisk sikkerhed i hverdagen. For halvandet år siden havde kommunen nemlig planer om at anbringe hans nyfødte datter udenfor hjemmet.

- De var bekymret for, at vi på grund af den baggrund jeg har, ikke ville være i stand til at tage os af vores datter, fortæller Søren til TV 2.

Jeg har aldrig passet ind på et normalt arbejdsmarked.

Søren Rosenhave

Men ansættelsen hos Styrolit ændrede alt for Søren. Virksomhedens udtalelser var med til at overbevise kommunen om, at Søren var ansvarsfuld.

- Firmaet har været behjælpelige med at sige, at jeg godt kan passe mine aftaler og møde op hver dag, siger Søren.

Praktik baner vej til fast arbejde

Søren Rosenhave kom i virksomhedspraktik og efter et halvt år fik han fast arbejde. Faktisk er hele 10 uf af 40 ansatte på Styrolit blevet ansat på samme måde som Søren.

- Det er jo også en gevinst for os, fordi vi får nogle gode, stabile medarbejdere. Søren er et godt eksempel. En mand, der har haft det svært. Nu er han en virkelig stabil medarbejder. Og det er jo sådan set det, vi går efter, siger Brian Hansen

Kontakten mellem virksomheder og ledige går gennem jobcenteret. Det er især øens små og mellemstore virksomheder, der tager et særligt socialt ansvar.

- Vi er jo alle sammen godt klar over, at hernede på Lolland-Falster har vi nogle helt særlige udfordringer, men så bliver vi også hjulpet af, at vi har rigtig mange små og mellemstore virksomheder. De er generelt set meget åbne overfor at tage folk ind, siger Per Bech Grønning, der er leder på Lolland Jobcenter.

Men det er ikke alle ledige, jobcenteret sender videre til andre virksomheder. På Lolland Jobcenter er der nemlig tre ansat i fleksjob.

Fabrikschef Brian Hansen synes dog, at flere virksomheder lover mere end de holder, når det kommer til CSR-politik. CSR står for corperate social responsibility, som dækker over virksomhedens arbejde med at integrere sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter.

- Der er mange firmaer, der har et fint stykke papir med en CSR-politik på, fordi det skal se godt ud, og man skal være med på moden. Men når det virkelig tæller, så skal man jo også have det med i hjertet.