Fanger de budskabet? Reklamestunt forsøger at få folk til at kvitte smøgerne

Når rygere passerer en reklame i Stockholm, får de sig en overraskelse. Manden på banneret begynder nemlig at hoste, hvis man kommer for tæt på.

Rygere på gaden i Stockholm bliver konfronteret med deres dårlige vane i en ny reklame, der er blevet et hit på internettet.

I reklamen ser man folk på Odenplan-pladsen gå forbi det, der ved første øjesyn ligner en almindelig reklame med en mandlig model. Men går de forbi banneret med en tændt cigaret, begynder reklamemanden pludselig at hoste, tydeligt generet af røgen. I videoen kan man se, hvordan folk kigger forvirret op på det digitale banner. Nogle griner, andre ser forundret ud – ens for alle er, at manden først holder op, når de går væk.

Rygerne er alle blevet statister i en reklamefilm for det svenske apotek Hjärtet, der havde installeret røgdetektorer i det digitale banner.  

Vi udgav den med det formål at hjælpe folk af med et af de mest almindelig nytårsforsæt – rygning.

Ida Persson, talskvinde for reklamebureauet Akestam Holst

Færre ryger i Danmark

Var banneret blevet sat op på torvet i de danske storbyer, havde antallet af rygende statister været mindre. Hvor det i Sverige er 20 procent af folk over 15 år som ryger cigaretter, er det i Danmark kun 16 procent – et fald på én procentpoint siden sidste år. Det er første gang i fem år, at andelen af dagligrygere er faldet.

Mændene står for nedgangen, mens kvinderne ryger videre som før. Det viser en undersøgelse foretaget af Gallup for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen.

Et fald på et procentpoint lyder måske ikke af meget, men det dækker over, at folk i titusindvis dropper tobak. 

Reklamen var timet

Ifølge reklamebureauet bag videoen med det hostende banner var det helt oplagt at udkomme med videoen omkring nytår.

- Vi udgav den med det formål at hjælpe folk af med et af de mest almindelig nytårsforsæt – rygning, fortæller Ida Persson, talskvinde for Akestam Holst - reklamebureauet bag filmen - til CNN.

Afstemning

Kunne reklamestuntet få dig til at kvitte smøgerne?

Se hele reklamen her:

Når rygere passerer en reklame i Stockholm, får de sig en overraskelse. Manden på banneret begynder nemlig at hoste, hvis man kommer for tæt på. Se hele reklamen fra Apotek Hjärtet her.