Samfund

Massiv underbehandling af for høje kolesteroltal koster liv

Raske danskere dør af blodpropper, som medicin kan forebygge.

Hver dag får raske danskere blodpropper.

Det sker som en direkte konsekvens af, at de aldrig får behandlet deres forhøjede kolesterol, stik imod lægernes officielle anbefalinger, og det koster liv, skriver Politiken lørdag.

- Vi underbehandler i massivt omfang, siger professor Børge Nordestgaard, Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet, til Politiken.

For hver million borgere bliver 190.000 underbehandlet i forhold til de lægevidenskabelige guidelines. Omvendt bliver kun 1.600 per 1 million danskere overbehandlet.

Det dokumenterer professor Nordestgaard sammen med læge Anne Langsted i det europæiske tidsskrift om hjerte-kar-sygdomme Atherosclerosis, skriver Politiken.

- Mange tror, vi overbehandler med kolesterolsænkende medicin. Det gør vi slet ikke. Vi ved, at den kolesterolsænkende medicin nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdom med 30-50 procent. Alligevel kan vi se den her store underbehandling. Det undrer mig, at så få mennesker ønsker at følge det bedste lægevidenskabelige grundlag og de klare faglige anbefalinger, siger Børge Nordestgaard til Politiken.

Burde tilbydes medicinsk behandling?

Forskerne fulgte 92.000 personer over 35 år uden diabetes og hjerte-kar-sygdom i perioden 2004-2014. De undersøgte, hvor mange der fik kolesterolsænkende medicin som anbefalet til forebyggende behandling på grund af usund livsstil og problematiske kolesterolværdier.

22 procent var i så stor risiko for at dø af hjertesygdom inden for 10 år, at de ifølge anbefalingerne stort set alle burde tilbydes medicinsk behandling. Alligevel fik 8 af 10 af dem ingen kolesterolsænkende medicin, skriver Politiken.