Samfund

Overlæge advarer mod fyrværkeriforbud: Det kan give flere alvorlige skader

Overlæge Jørgen Villumsen mener ikke, at et forbud mod fyrværkeri er den rigtige vej at gå. Han ser hellere en regulering af, hvor det må skydes af.

Hvis vi skal have færre fyrværkeriskader i Danmark, nytter det ikke noget at forbyde nytårskrudt.

Det mener Jørgen Villumsen, der er overlæge på Glostrup Sygehus.

I Norge har det ellers været ulovligt at fyre raketter af de seneste 10 år, og i Sverige diskuteres det for øjeblikket, om der skal indføres et lignende forbud.

Det vil dog ikke løse problemerne med at folk kommer til skade, siger Jørgen Villumsen.

- Jeg er bange for, der kommer mere ulovligt fyrværkeri indenbords, siger Jørgen Villumsen til TV 2.

- Hvis der kommer ulovligt fyrværkeri, tror jeg, at de nuværende grænser vil skride, og at der vil blive større sprængeffekt. Plus at man kunne forestille sig, at folk begynder at lave det selv. Det kunne faktisk medføre alvorligere øjenskader og i det hele taget flere skader, end man ser nu. Og det er rigeligt, som det er nu, tilføjer han.

Video viser vilde scener nytårsnat

Debatten i Sverige har for alvor taget fart, efter en video fra den centrale plads Möllevångstorget i Malmø viste nærmest krigslignende tilstande nytårsnat.

Malmø nytårsaften: Derfor vil svenskerne forbyde raketter

Her blev raketter og batterier affyret på kryds og tværs, mens tilskuere løb i sikkerhed bag biler. Og i andre dele af Sverige blev der blandt andet affyret fyrværkeri i en bus, ligesom en far i sidste øjeblik fik fjernet noget fyrværkeri, der var kastet ned i barnevognen til hans sovende barn.

I Danmark skød unge i Odense nytårsnat fyrværkeri mod rådhuset, og på Rådhuspladsen i København var der som sædvanligt raketter, der blev affyret på tværs af pladsen.

Nytårsnat blev der traditionen affyret fyrværkeri på kryds og tværs af Rådhuspladsen i København.

Foreslår særlige fyrværkerizoner

I alt kom 98 danskere til skade med fyrværkeri ved årsskiftet. 25 af dem var øjenskader, hvoraf fire betragtes som alvorlige.

Jørgen Villumsen siger, at et forbud godt kan forhindre skader, hvis det slår helt igennem, men han påpeger, at forbud andre steder i verden har haft negative effekter.

Som eksempel nævner han det amerikanske spiritusforbud i begyndelsen af 1900-tallet. Her steg kriminaliteten voldsomt, ligesom grupper, der ellers ikke drak, ifølge Jørgen Villumsen pludselig begyndte at drikke.

Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen sagde fredag til TV 2, at vi skal se på, om vi kan gøre ligesom andre nordiske storbyer og lave særlige områder, hvor der må affyres fyrværkeri.

Et forslag, som ifølge Jørgen Villumsen giver meget mere mening end et forbud. 

- Jeg synes ikke, der er særligt store reguleringer på, hvor og hvordan man må skyde af. Jeg synes for eksempel, at det man ser i tv fra Rådhuspladsen hvert eneste år med raketter, der farer sammen blandt en masse mennesker, det er ikke rimeligt, siger han.