"Helt tosset" jobopslag koster kommune flødeboller og kvajekage

16x9
Jobopslaget efterlyste en studentermedhjælper til at løse opgaver, der normalt kræver lidt flere stjerner på skulderen. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup / Scanpix Danmark

Kommune søgte studentermedhjælper til at træffe vigtige afgørelser om familiers fremtid. Men der er tale om en uheldig fejl, lyder det nu.

Der er røde ører i Mariagerfjord Kommune, efter et jobopslag fra kommunen har vakt vrede på de sociale medier. Det skriver Nordjyske.

Det er helt tosset, hvad der er kommet til at stå i det jobopslag.

Kit Borup, familiechef i Mariager Kommune

I jobopslaget søger kommunen nemlig en studentermedhjælper til syv timer om ugen, som skal være studerende til for eksempel socialrådgiver eller jurist – og som blandt andet skal træffe principafgørelser i sager om tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der har børn med særlige behov.

Det er blevet mødt med stor forargelse på Landsforeningen Autismes Facebook-gruppe, hvor adskillige forældre det seneste døgn har diskuteret, om det virkelig kunne være rigtigt.

Og det kan det selvfølgelig ikke – for der er tale om en klokkeklar fejl, fortæller familiechef i Mariager Kommune Kit Borup nu til Nordjyske.

- Jeg er fuldstændig enig i kritikken. Det er helt tosset, hvad der er kommet til at stå i det jobopslag. Jeg er glad for, at Autismeforeningen reagerer, og ked af, at vi har skabt utryghed blandt forældrene. Det vil nok koste flødeboller her i forvaltningen, og jeg er klar til at sende kage til det næste møde i Autismeforeningen, siger hun til avisen.

Hun understreger, at man har skyndt sig at fjerne opslaget fra kommunens hjemmeside, og at en studentermedhjælper aldrig ville blive sat til at løse den slags opgaver.

Det glæder Landsforeningen Autisme, hvor formand Heidi Pernille Thamestrup glæder sig over kommunalchefens svar.

- Det er beslutninger, som griber meget alvorligt ind i familiernes liv, og som kan være afgørende for, om de for eksempel skal sælge huset eller ej. Vi var meget bekymret for det signal, det sendte om retssikkerheden for familierne, som jo er meget udsatte, siger hun til Nordjyske.

TV 2 fulgte i en dokumentar sidste år to familier, der hver dag kæmper med at være blevet ramt af autisme. Den kan du se på TV 2 PLAY her: