Samfund

Firma misbrugte rådhuset nytårsnat: Nu tordner danskerne - og dets Facebook er lukket

Firmaet havde ikke på forhånd fået lov til at bruge rådhuset som reklamesøjle nytårsaften, og nu straffer brugerne dem.

Det startede ellers som et frisk reklamestunt – men nu har det fået store konsekvenser for det nystartede babyudstyrsfirma mamaspace.com.

Firmaet havde nemlig, sekunder før midnat nytårsaften, indrammet det ikoniske ur på Københavns Rådhus med et lilla hjerte med laserlys og med en blå laserskrift reklameret for deres hjemmeside under uret.

Slettede kommentarer – nu sletter de hele siden 

Firmaets reklamestunt har nu udløst en større 'shitstorm', der tirsdag aften betød, at firmaet forsøgte at slette en masse negative kommentarer fra deres Facebookside, som blandt andet lød: 

- Det var virkelig en uheldig måde at markere jer på. En uæstetisk hijacking af et tidspunkt, som er meget højtideligt for mange mennesker. Hverken en 'narresteg' eller 'mama-love', skriver Kristine Skøtt-Jensen.

Mamaspace.com facebookside før den blev lukket tirsdag aften.

Men lige meget hjalp det, og derfor tog firmaet konsekvensen at lukke deres Facebookside sent tirsdag aften.

Kritikken breder sig

På trods af at firmaet har lukket sin Facebookprofil, så fortsætter de negative kommentarer. På blandt andet min-mave.dk's Facebook-side, der er et debatforum, hvor alt omkring graviditet og børn kan diskuteres, fortsætter de vrede kommentarer. Det er nemlig min-mave.dk, der er ejeren af webshoppen mamaspace.com.

- Jeg vil da håbe, at ingen gider at støtte. Virkelig dårlig stil... Altså VIRKELIG dårlig stil, skriver Sonny Christensen. 

- Hvordan følte I jer i stand til at i den grad misbruge den offentlige fællesskab, som rådhusuret repræsenterer, som en reklamesøjle for jer selv?Jeg siger FØJ!I skulle skamme jer! Skriver René Hjorth.

Også på trustpilot hagler de vrede anmeldelser ned over firmaet. De har nu den dårligst mulige vurdering på trustpilot, og anmeldelserne fortsætter med at rulle ind. 

Mamaspace.com anmeldelser på trustpilot.

TV 2 forsøgte tirsdag aften at få en kommentar fra Marc Jeilman, der er bestyrelsesformand hos mamaspace.com, for at høre, hvorfor Facebook-siden var lukket ned. Men han svarede her, at han ikke havde nogen kommentarer til situationen, foruden hvad der allerede fremgik i kommentarsporet på min-mave-dk's Facebook-side.

Tirsdag gav bestyrelsesformanden ellers udtryk for, at kommentarerne var hovedsagelig positive: 

- Vi har fået overvejende positive reaktioner fra mødre, som har forstået, at vores hjerte er udtryk for lige præcis det, vi gerne vil udstråle - kærlighed for mor, siger Marc Jeilman og tilføjer:

- Så har vi modtaget nogle opstød fra mænd, som hverken er kunder, eller som vi kender noget til. Og vi respekterer selvfølgelig, at der er nogle, der ikke synes, det var så godt. Vi er stolte over det.