Ny rapport slår fast: E-cigaretter skader også lungerne

Dampning på e-cigaretter er med stor sandsynlighed skadeligt, viser en ny rapport.

Lungebetændelse, kræft, astma, hjertekarsygdomme og bronkitis.

Det er nogle af de sygdomme, der kan opstå, hvis du ryger e-cigaretter. Det viser en ny rapport, som Region Hovedstadens Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed har udarbejdet for WHO.

Charlotta Pisinger, der er ekspert i rygning og dens skadelige virkninger, er forskeren bag rapporten. Ud fra 175 undersøgelser og al viden på området konkluderer hun, at e-cigaretter med stor sandsynlighed skader helbredet.

Et område på kroppen er særligt udsat:

- Lungerne modtager den varme damp, så det vil være dér, skaden er størst, udtaler Charlotta Pisinger i en pressemeddelelse og tilføjer, at der er stor forskel på, hvor mange skadelige stoffer, der er fundet i de forskellige e-cigaretmærker og væsker.

Dampning på e-cigaretter er med stor sandsynlighed skadeligt, viser en ny rapport.

Forening: E-cigaretter er et godt alternativ

Til sammenligning med cigaretter er de fleste e-cigaretter dog formodentlig mindre eller meget mindre skadelige end almindelige cigaretter, forklarer Charlotta Pisinger.

- De fleste kan ryge almindelige cigaretter i årtier uden nogen gener, så der vil formentlig også gå årtier, før helbredskonsekvenserne ved dampning af e-cigaretter viser sig, siger hun.

Formand for Dansk e-Damper Forening, Kim Dabelstein Petersen, er overvejende enig i den nye rapports konklusion. Han mener, det er vigtigt at fokusere på, at det er et produkt rettet mod rygere.

- Det er et godt alternativ til rygere. For rygere betyder det, at man kommer over på et mindre skadeligt produkt, siger han til TV 2 og tilføjer:

- Selvfølgelig er det ikke sundt. Det er ikke et produkt, man bare skal gå ud og tage. Man tager det typisk, fordi man er ryger.

- Vi skal ikke vente på, at e-cigaretter giver kræft eller andre sygdomme. Vi skal forebygge, siger Kim Høgh, formand for Hjerteforeningen.

Hjerteforeningen: Vi skal forebygge

Hos Hjerteforeningen er direktør Kim Høgh helt uenig.

- Dansk e-Damper Forenings argument holder ikke. Vi ved ikke nok om kort- og langtidsaspekterne ved dampning. Det ved vi med tobakken. Det ser dog ud til, at der er parallelle konsekvenser, siger han til TV 2.

Ifølge Kim Høgh viser rapporten, at e-cigaretter er et dårligt alternativ til cigaretter og tobak. I forvejen dør over 13.600 personer hvert år af tobaksrygning. Det tal må ikke stige, mener Kim Høgh. 

- Vi skal forhindre, at sygdommene breder sig. Det kan vi kun gøre ved forebyggende initiativer. Det nytter ikke noget at gå ud med en løftet pegefinger. Det, der nytter, er struktuel forebyggelse, siger Kim Høgh, der mener, at dampning burde være forbudt på landets skoler og arbejdspladser.

- Vi skal ikke vente på, at det giver kræft eller andre sygdomme. Vi skal forebygge.